Palmesøndag den 25. marts holdes der fernisering på årets første udstilling på Glyngøre Kulturstation. Titlen på udstillingen er ”Kunst fra Borgen” og vil bl.a. indeholde billedkunst, bronze- og cementstøbninger. På ferniseringsdagen vil man desuden kunne opleve en lille akustisk koncert spillet af ”Rock mod Rynker”.
Udstillerne er alle medlemmer af foreningen ”Dit Kreative Hus”, som blev stiftet i efteråret 2017 af en række ildsjæle fra Glyngøre området med kreative interesser. Foreningen har til huse på Glyngøre Skole – i den del af skolen som i daglig tale kaldes for Borgen. Foreningen har allerede over 30 medlemmer, som samles på Borgen et par gange om ugen for at udfolde deres kreative evner i et inspirerende miljø. Foreningen oplyser, at der fortsat er plads til flere medlemmer, som kunne tænke sig at være kreative sammen med andre med samme interesse.
Udstillingen ”Kunst fra Borgen” kan ses frem til den 3. juni og arrangeres af Glyngøre Kulturstations Museumsforening i samarbejde med de kreative sjæle fra Borgen og MUSEUM SALLING.
På ferniseringsdagen vil der blive serveret lidt godt til ganen.
Glyngøre Kulturstations Museumsforening og medlemmer af ”Dit Kreative Hus” glæder sig til at vise en masse spændende og forskellige værker frem for de besøgende.
25. marts – 3. juni 2018
Glyngøre Kulturstation, Museumstorvet 7, 7870 Glyngøre
Foto: Medlemmer af ”Dit Kreative Hus”