I dag er det sådan, at to ud af tre af landets kommuner slet ingen videregående uddannelsestilbud har. Og udviklingen i studiepladser har de seneste år forfordelt landdistrikterne. Det vil Radikale Venstre lave om, fortæller partiets Midt- og Vestjyske Folketingsmedlem, Andreas Steenberg. Radikale Venstre foreslår et balanceprincip, så mindst halvdelen af alle nyoprettede erhvervs- og professionsrettede videregående uddannelsespladser oprettes uden for de fire største byområder. Under forudsætningen af at der kommer 6.000 studiepladser i alt, er det 3.000 nye studiepladser.
’Uddannelse skaber udvikling, job og drømme. Det skal ikke være forbeholdt de fire universitetsområder, mens de lukker ned i resten af landet. Det vil vi lave om på, ’ siger Steenberg.
’De sidste år er uddannelser som lærer, bygningskonstruktør og andet på professionshøjskoler og erhvervsakademier blevet centraliseret. Det skal stoppe nu, ’ siger Andreas Steenberg, Radikale Venstre.
’Midt- og Vestjylland vil ikke mindst nyde glæde af det. Her er man hårdt ramt af at mange uddannelser samles i Aarhus,’ siger Andreas Steenberg.