Foredrag ved museumschef Per Lunde Lauridsen
Onsdag Aften Arrangement på Skive Museum den 18. november kl. 19.00:
Tatere, kjæltringer eller skøjere – et ukært barn har mange navne.
I perioden fra 1500-tallet og til starten af 1900-tallet blev en særlig gruppe mennesker i Danmark behandlet som kasteløse og urene. Mennesker som udførte uærlige opgaver såsom fjernelse af selvdøde dyr eller som bødlens hjælpere blev marginaliseret og udstødt af samfundet.
Museumschef Per Lunde Lauridsen er opvokset i sognet Dejbjerg, som blev omtalt som hjertelandet for rakkere og natmandsfolk. I 1800-tallet var fænomenet blevet ukendt i størstedelen af Danmark – men rundt i Nørrejylland – og deriblandt i Fjends og Salling var der helt op i 1900-tallet mennesker, som blev kaldt rakkere og tatere.
Foredraget handler om hvordan alt dette kunne ske og hvordan fortællinger gennem tiderne har ændret sig.
Alle er velkomne, men af hensyn til de aktuelle Covid19-restriktioner er der desværre kun plads til et begrænset antal deltagere. Det er derfor vigtigt, at man på forhånd går ind på museets hjemmeside og reserverer plads, og at man medbringer billetten ved indgangen.
Arrangementet er et led i Skive Museums onsdag-aften-arrangementer. Skive Museum har åbent om onsdagen indtil kl. 21, og hver onsdag kl. 19 sker der noget særligt. Det kan være et foredrag, en omvisning eller andet. Man kan også bare benytte lejligheden til et museumsbesøg efter fyraften, se udstillingerne og købe en kop kaffe og lignende.