Når Skiveegnens Kulturuge løber af stablen i uge 24, deltager Museum Salling med et væld af sjove og spændende aktiviteter og arrangementer for hele familien.
10. – 16. juni
Har du nogensinde hørt fortællingen om, hvordan toldbetjentene vogtede indgangen til Skive by eller kender du de mange historier Krabbesholm Skov gemmer på om alt lige fra Fjorden, køkkenmøddinger og kolonihaver over hoveri og herregårde til frihedskæmpere under besættelsen? Alt det og meget mere kan du blive meget klogere på i Kulturugen.
Kulturugen sætter fokus på kulturlivets mangfoldighed, og Museum Salling lever i dén grad op til dette med tilbud om alt lige fra natur- og byvandringer under fællesbetegnelsen ”Kend din egn”, over kreativ lørdag med linoleumssnit til ”Postyrium” workshop for børn med drama-, danse- og tegneværksteder i samarbejde med Det Kgl. Teater. I forbindelse med indvielsen af Kunsttrappen holder Skive Museum åbent hus hele onsdagen med forskellige aktiviteter; blandt andet kan du møde kunstneren bag Kunsttrappen Oskar Koliander og opleve musikalsk underholdning med det lokale band Guddo, hvis medlemmer er elever på MGK Midtvest.
”Der vil være noget for enhver smag og alder i de arrangementer Museum Salling byder ind med i årets Kulturuge” udtaler Tine Klitgaard Danielsen, teamleder for formidling ved Museum Salling. Og hun fortsætter: ”Vi bakker i den grad op om at sætte fokus på kulturlivets mangfoldighed, og da vi selv er en mangfoldig organisation med forskellige fagligheder og lokaliteter, vil vi meget gerne vise, hvad vi står for. Vi bringer de små finurlige og ofte glemte historier frem i lyset – de er jo en vigtig del af den store fortælling om vores egn.”
”Vi glæder os rigtig meget til at møde mange deltagere rundt omkring til vores arrangementer”, slutter Tine Klitgaard Danielsen af.
Der vil være gratis adgang til arrangementerne; information om tid og sted kan findes på Museum Sallings hjemmeside.
”Postyrium” (Foto: Det Kgl. Teater)