Et vellykket Skivemøde lukkede lørdag den 19./5. i et fantastisk sommervejr med Åben Havn og picnickoncert på Spøttrup Borg.
Mange brugte dagen på det store program der var arrangeret på havnen og Resenlund – et godt program for hele familien.
Godt 700 havde fundet sig tilrette omkring scenen på Spøttrup Borg, da solisten Rasmus Bjerg sammen med Prinsens Musikkorps indtog scenen. Koncerten var en del af det program, der var på Spøttrup Borg lørdag. I pausen mellem Musikkorpsets to sæt underholdt Limfjordskoret på scenen og Steffen Brøns spillede trompet på borgvolden.
Inden musikkorpset spillede, havde integrationsminister Inger Støjberg været Christian Haves gæst i den røde sofa, som Søren Vester i dagens anledning havde transporteret fra teltet på Posthustorvet i Skive til Spøttrup. Rygtet siger, det foregik på taget af Sørens grønne Lada.
Spøttrup Borgs Venner havde levende historie på borgen. I porten stod drabanten klar til at lede gæsterne sikkert videre til gårdspladsen og borgen, hvor der var mange aktiviteter i gang.