De to lokale erhvervsdrivende, Jeanette Kilde og Lise Korsgaard, har sammen samlet over 100.000 kr. ind, som de har købt gavekort for til de lokale detailforretninger.
Det er ingen hemmelighed, at det lokale handelsliv er nogle af dem, der er hårdt ramt af de Corona-begrundede restriktioner. Og netop denne branche fik de to lokale kvinder lyst til at hjælpe.
På en løbetur fik Jeanette Kilde en idé. Hun ville lave en event, der skulle handle de lokale butikker.
”Jeg greb straks knoglen og ringede til Lise, som jeg har lavet mange andre projekter med og flere af dem events”, fortæller Jeanette Kilde, der til dagligt driver egnens største erhvervsnetværk; Sparekassen Vendsyssel ErhvervsNetværk og Revisions Limfjord ErhvervsNetværk.
”De har det sgu værre end os”
Jeanette Kilde og Lise Korsgaard har blandt andet arbejdet sammen omkring Bizz Ups events, som er en del af produkterne på hylden hos Lise Korsgaard, som har stiftet erhvervsmagasinet, Bizz Up.
”Jeanette er en dygtig netværker og hun er supergod til at pleje sit eget netværk og ikke mindst sine medlemmer. Det har hun bevist utallige gange gennem Coronakrisen, hvor hun, om nogen, har måtte omstille sig for at kunne ”levere varen”, til et erhvervsnetværk, hvor produktet er at mødes og netværke”, fortæller Lise Korsgaard. Begge har de været ramt af Coronakrisen og har haft mindre at se til, siden nedlukningen i marts 2020. ”Så da Jeanette ringede og spurgte om jeg ville være med til et projekt, som skulle handle de lokale butikker – ”de har det sgu værre end os”, sagde hun, – så var jeg med”
Uden den store plan, aftalte de to iværksættere, at de hver især skulle starte med at kontakte nogle forskellige lokale virksomheder, som de mente ville bakke op om denne dagsorden. De håbede at kunne samle 50.000 kr. ind, som de ville købe gavekort for, der så skulle gives væk på en online event allerede 14 dage efter. Men allerede en uge efter opkaldet, havde de sammen nået over 100.000 kr. og kunne godt regne ud, at det ville kræve noget hjælp, til at dele de mange gavekort ud.
En større dagsorden
”Vi har købt 200 gavekort indtil videre og vi får stadig henvendelser fra virksomheder, som gerne vil bakke op, efter de har hørt om vores projekt”, fortæller Jeanette Kilde. ”Så fra at tro, at Lise og jeg kunne dele dem ud alene, fik vi allieret os med Radio Skive, Skive Folkeblad og Skive Handel, som hjælper med at dele de indkøbte gavekort ud til de lokale borgere i løbet af uge 5”, fortæller en glad Jeanette Kilde.
Det betyder, at alle har mulighed for at få fat i et gavekort. Blandt andre Radio Skive har valgt at sætte fokus på at handle lokale hele ugen og uddeler 50 af gavekortene den 28. januar, hvor lyttere, som hører en særlig jingle i radioen, kan ringe ind, sige noget bestemt, som annonceres dagene op til, og så får de et gavekort.
På samme måde bruger Skive Folkeblad deres egne medier, både den fysiske avis og deres facebookside, til at dele gavekort ud. Skive Handel, som er taknemmelig for denne gestus til egnens butikker, har forsøgt med forskellige Facebook Live events under nedlukningen. Handelschef, Gitte Mikkelsen, vil bruge disse events på at dele en god fjerdedel af gavekortene.
”Så med tre store aktører som samarbejdspartere i projektet rammer vi både lokale borgere gennem den trykte avis, sociale medier og radioen. Og så deler Lise og jeg et overkommenligt antal gavekort ud selv, når vi torsdag kører rundt i byen, som oprindeligt planlagt”, fortæller Jeanette Kilde, som erkender at projektet har fået en større dagsorden end da idéen poppede op i hovedet på hende på løbeturen;
”Vi er overvældet over den store opbakning til at handle de lokale detailbutikker og 100.000 er langt mere end hvad vi havde turde håbe på. Men projektet skal i høj grad også være med til at sætte fokus på at handle lokalt, når vi igen kan”, slutter Jeanette Kilde.