En tranedans er en dans, hvor hantranen og huntranen hopper og slår ud med vingerne for at knytte bånd til hinanden.
Venstre og Dansk Folkeparti har I sagen om vuggestuepladser udført noget, der kunne minde om sådan en tranedans. Først vedtager et enigt byråd et budget med 24 vuggestuepladser i Daycare Nord. Dagen efter har “regeringspartiet” Venstre et forslag om, at der kun skal være 12, og støtterne I Dansk Folkeparti vil egentlig slet ikke have nogen. Ifølge spidskandidaten Preben Andersen, der elsker at påpege andres inkompetence, havde man slet ikke opdaget, at de 24 vuggestuepladser var med i budgettet.
Da det så viser sig, at efterspørgslen hos børnefamilierne er der, og at der er venteliste til vuggestuepladser, vil de to partier pludselig gerne acceptere det budget, som de selv – sammen med de øvrige partier i byrådet – har været med til at vedtage.
Ud over tranedans minder det også lidt om sangen ”Rundt om en enebærbusk”: ”Først går vi den ene vej, så går vi den anden vej, og så går vi ring”.
Venlig hilsen
Anders Bøge
SF Skive Kommune