Vest for Gl. Åsted findes et prægtigt voldsted – Skansehøj – og ikke langt derfra findes endnu et voldsted, Sallingholm, som er knapt så imponerende. Udgravninger det ene sted har bragt os ny viden, der sætter den lokale historie ind i Danmarkshistorien.
I forbindelse med pilotprojektet ”Middelalderborge i Region Midtjylland” blev der i 2014 foretaget arkæologiske undersøgelser på Sallingholm. Det er de overraskende undersøgelser herfra, vi gerne vil fortælle om på Fortidsmindedagen. Vi vil vise, hvorledes ny viden det ene sted kan være med til at sætte begge voldsteder i nyt perspektiv.
MUSEUM SALLING har i år valgt at lade den landsdækkende Fortidsmindedag foregå på dette sted. Arkæolog Turi Thomsen fortæller den spændende historie om området, og alle er velkomne til at deltage.
Den guidede rundgang på de to voldsteder vil hjælpe den besøgende til at forstå, hvor omfattende de to anlæg reelt er.
Museet arbejder i øjeblikket på nye formidlingsplaner for området. Publikum er derfor velkomne til at byde ind med forslag og tanker. Kom og få en snak om mulighederne.
Hvis vejret arter sig, er det oplagt at medbringe frokostkurv og kaffe og nyde den dejlige udsigt over området.
Husk: Solidt fodtøj og evt. regntøj – fortællingen vil bringe os rundt i det kuperede terræn, i alt en tur på 1,5-2 km.
Søndag den 22. april 2018 kl. 11-13
Mødested: P-pladsen i skoven ved Skansehøj
Foto: Skansehøj (Turi Thomsen)