I den kommende uge får SVANEN dels besøg af det lille kinesiske kvindekor HONG FENG YING fra Beijing og dels af de 3 smukke sejlende kvindeskulpturer Life-Boats på deres jomfrurejse rundt i Limfjordslandet!
HONG FENG YING‘s turné er en musikalsk udveksling og et kulturelt møde, arrangeret af Viborg Damekor i samarbejde med Kulturnetværket SVANEN. På sin færd igennem hele landet skal koret opleve dansk kunst, kultur og natur. De skal se Viborg, Salling,Vesterhavet, LEGOLAND, HC Andersens Hus, Det Kgl. Teater og København og møde andre danske kor, folkemusikere og arbejdende kunstnere, som de skal forme forskellige musikalske projekter sammen med. Koret skal optræde på skoler, gymnasier, biblioteker og museer, i gallerier og i kirker, og skal bl. a. deltage i Aarhus Festuge, Life-Boats i Skive Havn, Silk Way Festival i Holbæk, Copehagen World Music Festival. Desuden skal de synge for Den Kinesiske Ambassade, Den Dansk-Kinesiske Forening og TINGLUTI65.
Life-Boats er et kvindekunstprojekt skabt af kunstneren Marit Benthe Norheim som en del af Århus2017.
De fine hvide kvindeskibe lægger til i Skive Havn 1.- 4. sep., og i den anledning vil der være liv på havnen: Regatta, papirworkshop, fortællinger, cirkus og musik for børn, kor, visesang, jazz, gospel, tango, klassisk, gadeteater, kaffebord, udstilling, film, foredrag, gudstjeneste, harmonikamusik, dans … – og meget mere!
Bådene er åbne for publikum hver dag 12 – 18, der kan købes mad på Strandtangen og kaffe på kajen.
Alle oplevelser og koncerter er GRATIS undtagen foredrag på SVANEN søndag kl. 14 – det koster 50 kr.
Ved et tilfælde falder de 2 besøg sammen, således at de kinesiske kvinder synger for de nordiske havfruer!
Det bliver fuldstændig fantastisk, og vi glæder os helt vildt til, at kulturer fra hele verden mødes på SVANEN for siden med sang, musik og dans at bringe bud om vores skønne og fredfyldte egn ud over hele jorden.
Se mere om Kulturhusbåden SVANEN og resten af sommerens koncerter på www.sommerkoncerter.dk og på www.facebook.com/Svanen-301905483347319/?fref=ts Læs om Life-Boats på www.life-boats.com og www.facebook.com/Lifeboats.mbn/?fref=ts
Kulturhusbåden SVANEN er Skive Kommunes flydende kulturhus, som kan lånes af alle borgere i Skive. Sommerkoncerterne og Life-Boats er sat i søen af Kulturnetværket SVANEN sammen med Kultur&Fritid.
Mange hilsener – og på glædeligt gensyn!
Iben “Svanemor”
![]()