Det er Skive Folkedanseres Spillemænd, der står for musikken,
når Kulturhusbåden SVANEN på torsdag 17. maj 19.30 – 21.30
fejrer Norges festdag med sange, musik og norske delikatesser
– og der bliver således rig mulighed for både at lytte og synge
med på danske og norske sange, dansemelodier og historier …
I Norge er den begivenhedsrige nationaldag en årlig højtid,
som børn og voksne glæder sig til og ser frem til hvert forår
Mange ifører sig folkedragt og går i optog med sang og musik
– ofte norsk folkemusik, men også skoleorkestre, brass bands
og utallige andre former for dans og optræden kan opleves …
På SVANEN inviterer vi til fællessang og spillemandsmusik og
i dagens anledning serveres flatbrød, fiskekaker, knäcke med
laks, salami, brun ost og tyttebærsyltetøj samt Leksandsläfse
– en slags tynde pandekager med fyld af kanelsukker – og frugt!
Alt dette samt kaffe/ the for 50 kr. – Vin og øl kan købes.
GRATIS ENTRÉ!
Skulle herboende nordmænd have lyst til at komme i bunad,
er de meget velkomne – det vil kun gøre aftenen ekstra festlig!
___
Pinselørdag er SVANEN rammen om borgmesterens tale og
indvielsen af de 5 nye broer i Havnen samt den nye trampesti.
Dette er en del af Skivemødet, hvor hele Havnen er åben – se
mere på www.skivemødet.dk og www.sommerkoncerter.dk