Marianne Jørgensen gæstede tirsdag i sidste uge Lem Kulturhus. Foredraget foregik i Trompeten, som er den perfekte ramme til sådanne arrangementer.
Vi fremmødte fik et humoristisk og meget personligt foredrag af Marianne. Et foredrag om det at være født og opvokset i byen og efterfølgende få sit livs chock ved at flytte på landet – helt derud hvor kragerne medbringer madpakker. Marianne fortalte om mødet med sin kommende mand, om uddannelse, job og børn. Om livet på en bondegård med hele den nye begrebsverden, der åbnede sig – privatforbrug, som helt skulle være så lavt som muligt, om dækningsbidrag, om foderenhed osv.Om svigerforældre, der lever tæt på, om det at leve i et lokalsamfund, hvor alle kender alle – kort sagt et indblik i, hvordan det er at være bondekone anno 2008.
Marianne fortalte også om sit forfatterliv, hvordan hun vandt novellekonkurrencen med novellen Tvivl og fik en check, som efterfølgende resulterede i, at Henry – bondemanden købte en bærbar computer og opfordrede sin kone til at skrive mere! Om udgivelsen af sin første bog – Landsbyliv, en samling fortællinger om livet på landet. Om sine børnebøger, som fortæller om Børnelivet på landet.
Foredraget handlede også om det at turde vælge sit liv, om det at turde sige sit faste job op og blive full time manager. Om fremtiden i landbruget, sin nye novelle samling „Den dag jeg slog min hund ihjel“, som udgives senere på året, om nye kommende børnebøger og måske en roman. Et rigtigt spændende, humoristisk og eftertænksomt foredrag i Lem Kulturhus af bondekonen og forfatteren Marianne Jørgensen.
På vegne af
Menighedsrådet og Lokalrådet ved Lem Kirke
Charlotte Grønvaldt Andersen
Foto: Privat
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.