Kristian Dahl Pedersen kan andet end at spille bold!
Lige nu udstiller Kristian Dahl Pedersen i Spar Salling på ho-vedkontoret og i flere filialer. Han er blandt de fleste mest kendt i sportsverdenen, men han kan også noget med et lærred og en pensel! Kristian Dahl Pedersen er autodidakt maler. Han har haft billedkunst som fag på Skive Seminarium og har undervist mange år i faget i folkeskolen. Kristian Dahl Pedersen maler grundlæggende abstrakt og begynder at male sine malerier uden fastlagte intentioner om motiver, og undervejs udvikler billederne sig på baggrund af tanker og følelser, fra de givne øjeblikke. Her og der „gemmer“ der sig små motiver. Beskueren må selv konsultere sine fornemmelser og evner for at skabe en fortælling. Kristian Dahl Pedersen har udstillet i Spøttrup Kommunes administrationsbyg-ninger, Skive Museum, Falcks redningscentral i Kolding, Kulturcenter Limfjord og Galleri Rødhusgaarden i Blokhus.
Sammen med malerierne står adskillige stenskulpturer fra Galleri Vint-Vest i Grønning, nær Åkjærs „Jenle“ i et naturskønt område. Værkstedet hvor skulpturerne bliver hugget, kan beses efter aftale. Skulptør Jakob Kr. Vestergaard formår at levere stort og småt indenfor stenkunst. Størst er nok FUR Ø Stenen udført med hele 7 relieffer i rød granit, som vejer 10 tons. Denne sten kan dog ikke ses i Spar Salling, her står en række mindre værker, en lille gråspurv side om side med den kloge ugle! Alt i alt fine farver og flotte sten.
Malerierne kan ses april måned ud, skulpturerne har kunder og personale fornøjelsen af lidt længere.
Foto: Spar Salling
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.