Minihåndboldjuleskole i FursundHallen den 3. december 2007.

Det var en almindelig kold og fugtig eftermiddag i starten af december. Jeg havde af vanvare og et godt hjerte, sagt ja til at være Sigurds ”voksne” til det årlige minihåndboldskole i FursundHallen.

Nu tænker I nok, hvorfor tog Sigurd ikke bare sin mor med? Det kunne Sigurd ikke. For det var Sigurds mor, Sisse, der var den drivende kraft og selveste lederen af håndboldskolen, og Sisse kunne ikke både lede og udstikke kommandoer, og samtidigt være ”ude på gulvet”.

Så jeg troppede op. Havde fundet mine gamle step-sko frem fra gemmerne, og var trukket i behagelige løbebukser og en tilhørende jakke. Jeg var klar på pletten kl. 16.00. dut. Hvor svært kan det være, tænkte jeg…

Men det var det!!! Svært. Stævnet startede med blid opvarmning, og en lille leg, som hed ”Sisse bestemmer”. Det var en sjov leg. Det var faktisk en rigtig sjov leg, og hold da op, hvor vi grinede, og pustede. Sigurd grinede, og jeg pustede. Så fulgte, i en lind strøm, den ene bold-leg og øvelse efter den anden. Vi skulle kaste, drible, løbe og holde i hånd, mens vi driblede, gribe, mens vi sad på numsen, fange hinanden, mens vi løb, og jeg skal ellers lige love for, at Sigurds voksne fik sved på panden.

Heldigvis var der saft og frugtpause efter en lille time. Hallens cafeteria var omdannet til frugtbod med frugt i små, lækre, indbydende stykker, som vi spiste med velbehag. Desværre, for de voksne, blev pausen hurtigt afbrudt af Sisses fløjte, der forkyndte, at nu var pausen ovre, og der var opstillet baner med forskellige øvelser inde i hallen.

Der var en hel flok hjælpere fra håndboldafdeling, der styrede os. Vi skulle kaste bolde i mål, og hastigheden på vores skud blev målt. Det var en rigtig morsom sag. De voksne måtte heldigvis også skyde, alt hvad de kunne, og jeg må desværre indrømme, at jeg ikke kunne leve op til tidligere tiders ”Allstar-status”. Min højre arm var gjort ud af kage. Kagearm, sagde Sigurd.

Så skulle vi kaste terninger, og hente bolde, når vi slog en sekser. Det var rigtig snyd, for vores holds terning ville ikke lande på sekseren, selvom vi både pustede og råbte efter den!

En anden øvelse gik ud på at få den store tykke springmadras til at flytte sig, når vi, hånd i hånd, barn og voksen, kom løbende og landede på vore numser midt på madrassen. Så gled madrassen hen over gulvet, og så skulle vores konkurrenter, forsøge at jage madrassen tilbage, når de sprang fra den modsatte side! Se, det var ikke let – Især ikke, fordi man var ved at dø af grin, når de voksne sprang ”let og elefant”, mens børnene var mere drevne og kunne få madrassen på gled, uden så mange dikkedarer…
Nu tror jeg ca. min puls var oppe på omring de 150 i snit. Og så fik vi aftensmad. Noget vi trængte til! Med al den aktivitet får man appetit. Pasta og kødsovs, gulerødder, majs og ærter blev skovlet ind, saftevand drukket, og så var freden igen forbi.
Så var der stafetter!

Stafetter? Ja, det er noget med nogle hold, der skal kæmpe imod hinanden. Og hold da op, hvor vi kæmpede. Vi lo og lo, og løb og løb, og havde det ikke været fordi ungerne var belemret med en voksen, så havde de vundet det hele!! Ungerne! Efter godt tre timer ialt skulle vi desværre holde.
Men der var fine præmier og medaljer til alle! Guldmedaljer!

Jeg tror godt, jeg tør sige, at samtlige voksne fik rørt både lattermuskler og muskler den eftermiddag i FursundHallen. Det var fantastisk, at tre timer pludseligt var gået, og man havde slet ikke opdaget, at man havde været i gang så længe.

Men det opdagede jeg dagen efter. Der var stort set ikke en muskel i min krop, som ikke var øm. Om det så var i kinderne, så var jeg øm der også. Men det gjorde ikke så meget. For det var af at grine!

Næste år, når der er minihåndboldskole, så vil jeg gerne være med som voksen igen. Og jeg har besluttet, at jeg går i træning lang tid i forvejen. Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke kan følge med Sigurd næste år….

Tak til håndboldafdelingen for en dejlig eftermiddag, og tak til Sigurd, fordi jeg måtte være hans ”voksne”!

/Marianne Jørgensen
(som engang var en habil håndboldspiller – engang i forrige århundrede…)