Samtaledag i Rødding Sognehus

Menigheden i Rødding-Lem-Lihme-Vejby pastorat startede tirsdag aften i sidste uge en samtale, som garanteret vil fortsætte længe endnu.
Samtalen drejede sig om Folkekirkens fremtid – nærmere betegnet specielt fremtiden for de mange kirker i landsbyerne.
Oplægget var 11 spørgsmål udarbejdet af Kirkeligt Samfund på landsplan. Der var således ikke nogen facitliste og ikke nogen, der på forhånd vidste mere end andre.
Det er nok en tilfældighed, at det kommer samtidig med at kirkeminister Bertel Haarder lancerer sin plan „Mest muligt kirke for pengene“. Naturligvis kan det i sidste ende blive et økonomisk spørgsmål, men det var ikke økonomien som sådan, der var på dagsordenen.
Menigheden drøftede bl.a. spørgsmålet:
– Hvor få skal der være til søndagsgudstjenesten, inden man lukker og slukker?
Det kom der mange spændende bud på. Flere tal blev nævnt – 5 – 10 – 15 – men også om der skulle være så kontant en udmelding. Man ville nok ikke føle sig særligt godt tilpas, hvis man sad som eneste kirkegænger.
Det var et svært spørgsmål al den stund, at det faktisk handlede om alle dem, der kun kommer i kirken til barnedåb, konfirmation, bryllup og
begravelse. Og egentlig var det vel dem, det drejede sig om.
Sagt på en anden måde, det er menigheden, der afgør, hvornår en kirke skal lukkes. Menigheden møder ikke op, og så har den vel ved sit fravær alligevel bestemt.
Fortsættes side 14 …
Der blev diskuteret færre højmesser og flere anderledes gudstjenester. Skal der nødvendigvis være høstgudstjeneste i alle kirker?
Skal man af loyalitet gå til gudstjeneste i sin egen kirke, hvor der kun kommer en 6-7 stykker, i stedet for at tage til nabokirken, hvor der er en 20-30 mennesker forsamlet?

Hvor vil du helst være – i en kirke med tre kirkegængere eller i en kirke hvor der er 60 og derfor mere „gang i den“?
Det kan godt være en temperamentssag. Nogle gange vil man måske helst være i den lille kirke med kun få, mens man andre gange foretrækker de store forsamlinger.
Måske er det at gøre ingenting også at gøre noget …
For ved at lukke de små kirker, der har betydning for menneskene, der bor der, er det så ikke det samme som at fjerne nogle af vores trædesten i livet?
Så kom præstens person og virke til debat. Sammen med bopælspligt og muligheden for at gå flere sammen og så dele sig op efter speciale. En er god til sjælesorg, en er god til prædikener osv.

Kogt sammen var der nok mest tilfredshed med tingene som de er, nemlig at vore præster (Anna-Mette K. Jørgensen og Jakob Fløe Nielsen) er nogen, vi kender og som kender os, og som hele tiden er opmærksom på deres funktioner som præster. Dog var der ingen, der rent ud sagde: „Foregå med et godt eksempel“.
Sidste spørgsmål var, hvordan vi forestillede os den levende kirke om 10 år.
Et kompliceret spørgsmål med en uhyggelig kort tidshorisont.
Der kom forskellige bud, som nok mest var gode forhåbninger. NB: Læste lige i dag i „Safirbogen“, at …“Hvis der ingen løsning er, er der heller ikke noget problem.“
Er det sådan det er, at vi bruger for meget tid på at løse nogle problemer, der løser sig selv?
Ligger vi under for den trend der er i tiden, at vi hele tiden skal være foran – forebygge?
Kommer vi så ikke i vores iver til at gøre nogle ting, som vi bitterligt vil fortryde?
ol

Fotograf: Oda Lauritsen

Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.