Mor og datter – Karin og Tabita Henriksen – åbnede i lørdags Galleri “Henriksen” i Lihme.
Karin Henriksen, der er 45 år, har tidligere haft forretningen Camellia med brugskunst, billeder, blomster og silkemaling.
I en moden alder tog Karin Henriksen læreruddannelsen i fire fag, Billedkunst, Håndarbejde, Sløjd og Dansk.
Hun har været ansat på Lem Skole i to år og det seneste skoleår var hun vikar på Lihme Skole. Hun vil meget gerne have i hvert fald deltidarbejde som lærer.
Det er mest skulpturer og smykker, Karin Henriksen beskæftiger sig med, men laver også ikoner og tasker.
Tabita Henriksen er tyve år, og har tegnet lige siden hun kunne holde på en blyant. De sidste to år har det været akrylmaling, hun har beskæftiget sig med. Det er blevet til mange billeder, som var med ved åbningen i lørdags.
Hun har tidligere udstillet i Kunstforeningen i Spøttrup og på Skive bibliotek.
Tabita skal studere Kunsthistorie i Aarhus efter sommerferien. Lige nu arbejder hun på Limfjordscamping for at tjene til studierne.
For både Karin og Tabitas vedkommende er de meget eksperimenterende i deres kunst og som kunsthåndværkere med forskellige materialer.
Galleri Henriksen åbner værksted i kælderen med også med henblik på evt. at afholde kurser m.v.
Der kom en del gæster til indvielsen. Blandt andet var der nogle fra Skive, der dukkede op. Men ellers kunne det mærkes, at ferietiden er begyndt.
Fotograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.