Os på Ugeavisen blev noget overraskede, da Kurt Skottenborg, projektleder hos Ramsing Tømrer- og Maskinsnedkeri, henvendte sig vedr. egen produktion af finske bade.
Badene var igennem et par år blevet importeret fra Vilnius, hvilket gav mange problemer både leverings- og kvalitetsmæssigt.
I oktober sidste år tog man så beslutningen om at producere dem hjemme i firmaet. Dette startede udviklingen af programmer og diverse skabeloner, så man allerede i januar i år kunne levere de første bade fra Ramsing.
Selve produktionen af de store kar er en afløsning af det gamle bødkerhåndværk.
Materialet skal iflg. Kurt Skottenborg være lærketræ, da det er meget harpiksholdig og dermed i stand til at holde karret helt tæt. Det europæiske lærketræ er det bedste.
Karret placeres i haven oven på fliserne og bruges året rundt.
Forestil jer, kære læsere, en kold vinterdag hvor sneen ligger tykt, og man sidder i karret i 40o varmt vand. Snart får man det rigtig varmt og er nødt til at stå op for at rulle sig i sneen og derefter sænke sit legeme ned i det varme vand igen.
Der skal altid stå lidt vand i karret, så man undgår at træet tørrer ud. Vedr. vedligeholdelse af den udvendige del af karret skal træet olieres, så det holder sig pænt og ikke bliver gråt.
Karrene er meget populære og har afløst de udendørs boble/spabade som dels er dyrere, og dels er meget energitunge.
Kundefladen er de private hjem, hvor efterspørgslen er stor. Folk prioriterer fritiden højt – så efter nye køkkener og haveanlæg, er det nu de finske bade, der begæres.
Prisen ligger fra 32 til 36.000 kr. i 3 forskellige størrelser, 5, 7 og 9 personers. og holdbarhed er på mellem 25 og 30 år ved fornuftig vedligehold.
Vi er i gang med 2. sending og forventer at producere 200 kar om året, slutter Kurt Skottenborg.
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.