I efterårsferien var der aktivitet på Spøttrupborg.
Alle dage fra 10-16 har der været mulighed for at prøve en masse forskellige ting af.
Man har bl.a. kunnet prøve at skyde til måls med bue og pil, gå på stylter, lave fine prinsesse smykker og se, hvordan man slagtede dyr i gamle dage.
Der har også været mulighed for at klæde sig ud som ridder, nar eller borgfrue i udklædningshjørnet, hvor mange forskellige dragter hatte og skjolde var fundet frem.
På borgens loft var der en flot udstilling af historiske dragter, lavet af håndarbejdsholdet på Skive Lærerseminarium. Det var ikke helt almindelige dragter, for eksempel var der en brynje lavet af cykeldæk og film fra et gammelt VHS-bånd.
For dem der går rundt med en lille detektiv i maven, har der også været en spændende skattejagt, hvor man skulle finde ting, der ikke passer ind på borgen, for eksempel en telefon og en bog om Rasmus Klump. Her var der mulighed for at vinde fine præmier.
Fotograf: Jane Bonde Mikkelsen
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.