Onsdag den 18. marts var der foredrag på Spøttrup Kro, arrangeret af Rødding-Ramsing pensionistforening.
Det var den pensionerede politibetjent Heinz Svoldgaard Hvid, der fortalte om sit liv som betjent.
Heinz startede sin uddannelse i 1987. Uddannelsen foregik i København og derfor var det også her, han var de første 7 år. Her var han bla. sikkerhedsbetjent i Kastrup Lufthavn, hvor han skulle sørge for ro og orden blandt alle de mennesker, der skulle fra tax-free og til gaten. Her fortalte han bl.a. om et ægtepar med deres spædbarn, som blev visiteret, pga. mistanke om at de havde hash på sig. De fandt ingenting, før de nåede til spædbarnet, der havde 150 gram hash i bleen.
På deres bopæl fandt man 3 kg hash og tyvekoster for flere 100.000 kr. De blev selvfølgelig varetægtsfængslet, så de 14 dages ferie de skulle have haft sydpå, blev til 14 dage i fængsel. Hvad deres endelige dom blev, ved Heinz ikke, da man som betjent ikke bliver bekendt med, hvad der videre sker efter anholdelsen.
Da han som en del af uddannelsen også skulle i beredskabstjenesten, var han i den del af København, hvor Christiania ligger. Der fik han en skærpet interesse for kriminalitet relateret til narkotika. Den første opgave han skulle på, var et indbrud på et apotek, hvor en narkoman var brudt ind. Da Heintz skulle ligge ham i håndjern stak han Heinz med en kanyle, mens han fortalte, at han havde AIDS. Da det var i slutningen af firserne, vidste man ikke meget om sygdommen. Derfor skulle Heinz gennem et år tjekkes flere gange for at se, om han havde udviklet AIDS. Det var et langt år, og den type overfald var Heintz udsat for fire gange.
13 gange kom Heintz til skade i løbet af sin karriere hvoraf 7 var alvorlige, og grunden til han i dag som 44-årig er førtidspensioneret.
Efter 7 år i København fik Heinz job som betjent i Thisted. Her var han også i syv år, indtil han den 22. oktober 2001 havde sin sidste dag i uniform. Her blev han overfaldet under en anholdelse, hvor han bliver sparket så hårdt over knæskallen at lårbenet brækkede bagud. Det var det sidste overfald, der gjorde at Heinz i dag er afhængig af stærk medicin og sin rolator, og ikke kan komme tilbage på arbejdsmarkedet igen
jbm
Fotograf: Jane B Mikkelsen
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.