Nykøbing Mors postmesterområde har fået førstepladsen i en intern konkurrence i Post Danmark om post til tiden.
– Vi har i Post Danmark et konstant fokus på at få posten ud til tiden. Det har de været særligt dygtige til i Nykøbing Mors i januar måned, siger vicedirektør Finn Hansen fra Post Danmark Distribution om baggrunden for prisen.
Hos postmester Else Christensen fra Nykøbing Mors er der naturligvis stor glæde at spore over sejren.
– Vi har dystet mod samtlige 94 postmesterområder i resten af landet og været dem, som i januar har leveret den bedste kvalitet. Det er fremragende arbejde af de mange postbude, som gør, at jeg kan stå her i dag og modtage prisen, siger en stolt postmester ved overrækkelsen.
Udover pokalen og æren får hver medarbejder en biograftur med ledsager som tak for godt arbejde.
Rent Bord: Rent Bord betyder på postsprog, at man har fået afleveret al post rettidigt. Det er samtidig navnet på konkurrencen i Post Danmark.
– Rent Bord er en uformel konkurrence, som med god, gammeldags sportsånd sætter fokus på korrekt og rettidig levering af breve, fortæller Finn Hansen, vicedirektør i Post Danmark Distribution.
I 2008 omdelte Post Danmark 93,7 pct. af alle A-breve rettidigt. Samlet set er det en fremgang for brevkvaliteten på 0,5 pct., og det er den største fremgang siden 2002.
– Vi har en høj kvalitet i leveringen af breve, men vi bestræber os hele tiden på at blive bedre. Når postområderne dyster mod hinanden, giver det yderligere incitament til at gøre alt for at få posten ud til tiden – alle vil være Danmarks bedste postteam.
Konkurrenceelementet involverer på en anderledes måde end tørre tal og statistikker, siger vicedirektør Finn Hansen.
Fotograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.