Vesterled. Bestræbelserne på at få et skolehjem startede i december 1945, og allerede i januar 1946 købes Vesterled barakken i Sdr. Haurvig med grund – 3 tdr. land – af Ringkøbing Politi for 4000 kr. Reparationer og anskaffelser af møbler mm. sker i de tidlige måneder af 1947, og 15. maj 1947 blev skolehjemmet Vesterled så indviet. I vedtægterne blev det fastslået, at det ejes af De Sønderjyske Foreninger i Ribe og Ringkøbing Amter.
I 1954 kommer de første lejrskolebørn fra Egernførde til Vesterled, og i 1955 købes Idrætspladsen. I 1958 holder elektriciteten sit indtog, og i 1971 bliver der indlagt kommunal vandforsyning. Skoleforeningen overtager samme år alle forplejningsudgifter. Flere unge mennesker fra Skive har gennem mange år været med som ledere af en 14 dages lejrskole på Vesterled i juli måned – dernede ved Vesterhavet og klitterne syd for Hvide Sande. De siger, de ikke kan undvære det. ”Der står et slot i Vesterled” synges ofte.
Den 6. oktober 2004 stiftes ”Støtteforeningen for Lejrskolehjemmet Vesterled”, som i daglig tale kaldes ”Vesterleds Venner”. Grænseforeningen for Skive og Omegn er én af vennerne, og derfor er det et ønske, at vore medlemmer ved selvsyn kan opleve dette fantastiske sted, hvor tusindvis af sydslesvigske børn gennem årene har fået sundhed og oplevelser for livet.
Lørdag den 20, juni afholder Grænseforeningen for Skive og Omegn udflugt til skolehjemmet Vesterled, Sdr. Haurvig, ved Vesterhavet. Der er samkørsel fra Skive banegaard kl. 10.15 med hjemkomst ca. 18.00. Foredrag, middag og kaffe. Pris 150 – 175 kr. Alle er velkomne.
Tilmelding telefon 97 52 64 84.