Det er umuligt at undgå at komme til at more sig, når Skive og Omegns Teaterkreds torsdag 5. november på scenen i Skive Theater spiller en helt nyskrevet krimi-farce af Flemming Jensen. Midt i en finanskrise sætter han privatiseringen af det danske sundhedsvæsen under lystighedens lup i forestillingen ”Skrump”.
Asger Reher, som holder fri fra Ørkenens Sønner, spiller her den snu Doktor Huld, der har åbnet en privat fedmeklinik i Sydfrankrig. Han er specialist med speciale i velhavende patienter. Men da milliardæren pludselig bliver myrdet, kommer Ole Thestrup alias politimester Anton Bjerg for alvor på prøve, idet han umiddelbart ikke er den store Sherlock Holmes.
Joy-Maria Frederiksen har fulgt beskæftigelsesministerens nådesløse og nu forældede bud og har søgt fire jobs om ugen, og hun har fået dem alle fire – på Dr. Hulds Hotel! Det bliver hende, der skal holde styr på både fedmekure og mordmysterium, når kaos kulminerer blandt patienterne.
Skrump er den sjette forestilling i rækken af Flemming Jensens politiske teater. Satiren og de politiske budskaber er tidligere gået igennem ”Spindoctor” og ”Spindelvæv”, som begge blev opført på Skive Theater, og nu ”Skrump”, der med farcen som form muntrer sig ved det danske sundhedsvæsen og ikke mindst finansverdenens kollaps. Denne gang spiller Flemming Jensen selv med – i et rollefag vi aldrig tidligere har set ham, nemlig som ret omfangsrig kvinde.
Farcen forpligter til løssluppenhed, naivitet er kodeordet, og kærligheden er som altid endemålet – hvor tosset den end ser ud. Og ind imellem er der så med løs hånd strøet en del satiriske stænk. Der er i forestillingen, som er produceret af folketeatret.dk, i alt ni medvirkende i Ina-Miriam Rosenbaums instruktion