Torsdag d. 29.10.09 havde vi besøg af Ingrid Houlind, der fortalte om storvasken i gamle dage. Kan du huske barndomstiden -skønt det er længe siden? Du husker vel ikke det hele nu; men ser du en ting, så husker du..
Linjerne er hentet fra den sjette og seneste af Ingrid Houlinds såkaldte ”huskebøger”, hendes helt personlige litterære genre, hvor den tidligere skolelærer fra Struer på versemål fortæller stort og småt om tidligere tiders dagligliv, altsammen illustreret med hendes egne tegninger af tingene, som de så ud dengang, hvor børnene legede med trælegetøj, kaffekanden var blå, og man i skolen indterpede Luthers lille katekismus som udenadslære.
Der er nok at tage af. Minderne myldrer frem hos ældre og gamle, når Ingrid Houlind er på besøg med sine bøger og sin store samling af gamle sager, ”gammelt skrammel” som hun siger, og hiver ting op af tasker og kasser og fortæller, så længst glemte erindringsbilleder begynder at mase sig på.
Det sker også, selvom hukommelsen er så medtaget, at der umiddelbart ikke ser ud til at være noget som helst tilbage.
– En af mine yndlingshistorier er fra dengang, jeg besøgte et hjem for demente. Jeg havde en gammel kulspand med, og pludselig rejser en dement dame sig op og forklarer, at den kunne man jo bære tørv i, for derefter i detaljer at fortælle, hvordan tørvene i hendes barndom blev skåret og behandlet.
–