Generalforsamling i SF-Skive

Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen

SF-Skive har 22. februar 2010 afholdt ordinær generalforsamling.

På generalforsamlingen blev Lissi Andersen, Durup, valgt til ny formand efter Svend Baltov, det ikke genopstillede.

Til de øvrige bestyrelsesposter blev følgende valgt: Thomas Sølvsten, Skive, Else Stokholm, Skive, Mia Andersen, Hvidbjerg, Torben Bundgaard, Glyngøre og Thomas Korsgaard, Højslev, Søren Bo Nielsen, Oddense. Bestyrelsen konstituerer sig senere med de øvrige bestyrelsesposter udover formanden, der er valgt særskilt på generalforsamlingen.

Vedhæftet: Bestyrelsesberetning ved den afgående formand Svend Baltov, og kommunalpolitisk beretning ved kommunalbestyrelsesmedlem Anders Bøge.

kommunalpolitisk beretning 24.02.2010
Skive, den 24. februar 2010

En beretning i et valgår kan inddeles i tre hovedafsnit. Tiden inden valget, valgkampsperioden og landingen efter valget.

2009 startede med af A og F gik til Borgmesteren med et forslag om genåbning af budgettet. Formålet med dette var, at fremrykke forskellige anlægsinvesteringer. Vi ville gerne sætte noget i gang for imødegå konsekvenserne af den økonomiske krise. Vi vidste godt vi ikke kunne redde verden, men mente alligevel det lokalt ville gøre en forskel.
Processen i håndtering af forslaget tog unødvendig lang tid. Det lykkedes dog alligevel til sidst at kommer igennem med anlægsudvidelser for 50 millioner.

Budgettet er altid en stor opgave, og det er i budgettet, de politiske holdninger bliver udmøntet til virkelighed. A og F gik sammen om at udarbejde budgetforslag. Et af hovedtemaerne i vores forslag var en skattestigning. Der var bred politisk opbakning til en skattestigning under forudsætning af, at vi ikke skulle betale straffegift til Lars Hjort. Den forudsætning holdt ikke. På trods af det fastholdt A og F vores forslag om en skattestigning. Da der ikke kunne blive enighed om skatten/indtægterne, fremsatte A og F 72 ændringsforslag til budget.

Vi har tidligere drøftet og evalueret på valgkampen, derfor vil jeg ikke bruge megen energi på det i min beretning, er der nogen, som gerne vil drøfte valgkampen, så kom endelig med kommentarer til beretningen.

Jeg havde frygtet valgkampen ville starte op umiddelbart efter sommerferien, det skete heldigvis ikke. Valgkampen gik først rigtigt i gang sidst i oktober, hvor det normale politiske arbejde kørte på et absolut minimum.

Derved fik valgkampen sit eget korte liv. Vi deltog i mange valgmøder. Jeg tror faktisk A og V havde drøftet at køre en egentlig borgmestervalgkamp, hvor kun borgmesterkandidater fra de to store partier kunne deltage. SF gjorde A opmærksom på, at det syntes vi ville være en dårlig idé og det lyttede A til.

Landingen efter valget var en noget blandet oplevelse. Det første jeg fik besked om, da jeg kom ind på Møllegården, hvor alle partier mødtes på valgaftenen var, at det var gået SF ganske godt til ungdomsvalget. Vi havde faktisk fået 11 mandater, hvis de unge havde fået lov at bestemme.

Hurtigt blev det til virkelighed. Vi kunne konstatere, at A og F tilsammen havde 14 mandater, altså havde vi brug for de to Radikale. Det lykkedes ikke at overbevise de Radikale, de ville hellere forsætte samarbejdet med de borgerlige.

Jeg havde i løbet af valgkampen talt med Flemming Eskildsen om, hvorvidt han ville konstituere sig bredt, hvis der var et borgerligt flertal. Det var han åben overfor, og vi drøftede naturligvis også hvilke områder, der ville være interessante for SF.

A gik hjem, da det stod klart, at de ikke ville få borgmesterposten. Det betød også, at A ikke kom med konstitueringen, og dermed fik de heller indflydelse på indhold i konstitueringsaftalen. Det fik SF, og det arbejder Elsemarie og jeg videre ud fra.

Den politiske situation er egentlig ikke en del af en beretning. Alligevel vil godt nævne et par udfordringer: Økonomi og Arbejdsmarked.

/Anders Bøge

Formandsberetning
SF-Skive – Formandens beretning ved generalforsamlingen 22. februar 2010

2009 har været et særdeles aktivt år for SF-Skive. Det var valgår, og det betød at vi skulle mobilisere alle kræfter for at få et godt valgresultat. Det var ikke så enkelt, da partiforeningen ikke havde fungeret særlig godt de første år siden sidste kommunalvalg i 2005. Der var kun få aktive, og mange af dem, der havde erfaring fra tidligere med aktiviteterne i forbindelse med en valgkamp, var ikke længere aktive.

Men med en hel del nye og aktive medlemmer lykkedes det at komme ud med vort budskab og vor politik. Ikke mindst havde vi en række gadearrangementer, hvor vi kom i kontakt med borgerne og fik uddelt vore brochurer. Der i øvrigt af hensyn til den svage økonomi i partiforeningen, i de flest tilfælde var produceret af os selv.

I den sidste tid før valget blev det klart, at vi fik noget bedre økonomi gennem tilskud fra forskellige dele af fagbevægelsen. Disse tilskud er vi meget taknemmelige for. Det betød, at vi kunne satse væsentligt mere på annoncer i de sidste faser op til valget, end vi havde regnet med.

Da der kun var en af vore spidskandidater, Anders, der havde egentlig erfaring fra det kommunalpolitiske arbejde, blev det ham, der måtte trække læsset med langt de fleste af valgmøderne. Og det gjorde han virkelig godt. Og han kunne også glæde sig over et meget stort personligt stemmetal.

På valgaftenen kunne vi konstatere, at vi havde fået valgt to, Anders og Elsemarie. Vi var nok lidt skuffede lige mens det stod på – vi var nogle, der havde håbet på tre mandater. Men på den anden side, så kan man vel ikke være skuffet med en fordobling af både stemmetal og mandattal.

Men valgnatten blev som bekendt en gyser. Vi havde et samarbejde – og valgteknisk samarbejde – med Socialdemokraterne, og det var vort håb, at ”rød stue”, os og Socialdemokraterne, evt. med et andet parti, mest oplagt de radikale, kunne nå de magiske 16 mandater ud af de 31 i kommunalbestyrelsen. Sådan gik det ikke. Selv om socialdemokraterne havde en meget aktiv – og vistnok meget dyr – valgkamp, gik de et mandat tilbage i forhold til sidste valg, og fik 12. De radikale fik ligesom os to mandater, og med dem kunne vi nå de 16. Men sådan var de radikale altså ikke skruet sammen. Ud på natten meddelte de radikale, at de støttede den borgerlige blok. Så stemningen blandt socialdemokraterne og os var ret langt nede. Men kl. 4 blev Anders kaldt til møde med Flemming Eskildsen og fik tilbudt, at SF kunne indgå i konstitueringen, oven i købet med en formadsplads i teknik- og miljøudvalget. Det tilbud var så godt, at vi ikke med nogen rimelighed kunne sige nej til det.

De efterfølgende konstitueringsforhandlinger foregik i god ro og orden – i hvert fald fra vores side. Ikke alt det, der blev aftalt var noget, som vi specielt glade for, men der var også dele, som vi var svært tilfredse med. Men gennemgående måtte alle partier erkende, at der ikke denne valgperiode mere ville blive tale om at administrere besparelser, end sætte nye aktiviteter i gang.

Men det vil Anders uden tvivl fortælle mere om i den kommunalpolitiske beretning.

På den organisationsmæssige side, har vi skiftet udbyder af vor hjemmeside. Vi synes selv, at den er blevet rigtig god, og Lissi har ydet en rigtig god indsats som webmaster. Ligesom hun har gjort med hensyn til administration af medlemskartoteket.

Lissi er i øvrigt også formelt kasserer. Men af praktiske grunde har vi ikke fået kassererfunktionerne overdraget helt. Så det er derfor at det er mig, der aflægger regnskabsberetningen i dag.

I rene tal har vi stort set uændret medlemstal, ca. 100. Men det dækker over, at nogle har meldt sig ud – i det omfang vi har fået en begrundelse, har det været noget med en oplevet højredrejning i partiet på landsbasis. Desuden har Lissi og jeg med hård hånd rykket – og hvis det ikke har givet resultat – meldt medlemmer ud, der var i restance med kontingentet. Men vi kan også glæde os over en del nye medlemmer, herunder flere, som synes at vil være aktive i partiforeningen.

Jeg havde forud for generalforsamlingen for to år siden højlydt svoret på, at jeg ikke ville lade mig overtale til at stille op som formand. Det holdt jeg så ikke. Jeg har i de to år prøvet på at få styr på det organisatoriske, mens jeg ikke har blandet mig ret meget i det politiske. Når jeg ser på forskellen på aktiviteten i partiforeningen i foråret 2008 og nu, er jeg faktisk rigtig godt tilfreds. Men det har taget meget tid, og der har også ind i mellem været nogle ”kammeratlige og åbenhjertige” drøftelser. Så denne gang stiller jeg ikke op til noget. Men jeg vil stadig være til rådighed i baggrunden, hvis I ønsker at trække på mig, blot ikke med så bundne opgaver som hidtil.

Svend Baltov

Lokale tilbud

Nyeste annoncer

Lokalt nyt

Ny udstilling på Gl. Skivehus – Historien om Skive
Ny udstilling på Gl. Skivehus – Historien om Skive
Familierundvisning – for børn og deres voksne
Familierundvisning – for børn og deres voksne
Velkommen til de 2 indiske musikere
Velkommen til de 2 indiske musikere
Havevandring i Spøttrup Borgs lægeurtehave og park
Havevandring i Spøttrup Borgs lægeurtehave og park
Påskeudstilling på Karolines Hus
Påskeudstilling på Karolines Hus
Slow Looking – En kunstpause i hverdagen
Slow Looking – En kunstpause i hverdagen
Skive Billedskole åbner dørene for nye åbne værksteder for unge og voksne
Skive Billedskole åbner dørene for nye åbne værksteder for...
Artist talk og tapas med Signe Klejs
Artist talk og tapas med Signe Klejs