Mick Øgendahl der måske for mange bedst er kendt for TV showet “TAK FOR I AFTEN!” er aktuel med one-man showet Propaganda, der turnerer Danmark rundt fra 3. februar og i går var turen kommet til Skive, hvor en fyldt koncertsal tog imod.
Showet hedder “Propaganda” ikke fordi Mick ønsker at komme med politiske budskaber – faktisk hader han politik, for han fatter ikke en skid – men fordi han kom med en masse andre holdninger og budskaber. Det hele leverede han til UG – på sin velkendte komiske nærmest barnagtige måde.
Det er nu klart han ikke bryder sig om: toiletrens, tøj-indkøb, fulde folk der taler om politik, TV2-NEWS – samt, at han er dårlig til at huske aftaler med kæresten! Som han sagde: når kæresten siger: “Det styrer du selv” – så ved man, at man ikke styrer en SKID!
Det var en fornøjelse at opleve dette show, hvor ovenstående + meget andet, blev gennemgået med en god portion humor. Der blev også plads til at behandle en del fordomme overfor: bøsser, Karen Blixen samt ”kollegaen” Anders Matthesen – ligeledes med skarpe replikker og masser af humor!
En god aften i Kulturcentret.