Mange forældre og børn på Skive-egnen kender Disneys film om ”Pinocchio” – men nu bliver der lejlighed til på scenen at se historien om trædukken, der bliver levende, nemlig på Skive Theater onsdag 17. marts.
Det Ny Familieteaters leder Maria Garde har dramatiseret fortællingen, og med SchmidtPedersens nye musik er der nu tale om en rigtig familieforestilling, som arrangeres af Skive og Omegns Teaterkreds.
Eventyret om ”Pinocchio” er skrevet af italieneren Carlo Collodi helt tilbage i 1883, men ikke desto mindre står historien om marionetdukken, der så gerne vil være en rigtig dreng, klokkeklart i erindring hos de fleste.
Det er historien om den gamle mand Gepetto, der en dag skærer en dukke ud i træ. Han ønsker sig, at dukken bliver levende, og fortællingens Blå Fe opfylder hans ønske. Men selvom dukken, som han kalder Pinocchio, nu er levende udenpå, så mangler drengen at lære at blive en rigtig dreng indeni, nemlig at lære at tale sandhed, at være tapper og at være uselvisk.
Det tager sin tid for Pinocchio at lære. Hver gang han lyver, vokser hans næse ud – og somme tider er den så lang, at han ikke kan komme ud af døren. Han må gennemgå en masse svære hændelser på sin vej til at blive en god dreng. Han bliver fanget af den onde dukkefører Stromboli, der sætter ham i fængsel, og han bliver næsten omdannet til et æsel, fordi han lyver. Værst af alt er, at han bliver slugt af en hval – og næsten dør.
Men heldigvis får han på sin vej gennem alle farerne hjælp af Jesper Fårekylling, der er hans gode samvittighed – og af den Blå Fe. Og til sidst indser Pinocchio, at det ikke er nok at følge sit eget hoved, men at man også må tage hensyn til andre, for først da er man værdig til at blive et rigtigt menneske.
Blandt forestillingens skuespillere er Nis Pedersen, Casper Samsø Clausen, Kasper D. Gattrup og Yulia Bulankina Lystbæk.