”Karneval, karneval, nu skal vi til karneval. Se den store tønde der, den skal ha´ et slag!” Og det fik den tirsdag den 2. marts, da det endelig blev dagplejebørnenes tur til at slå katten af tønden i Ramsing. Vi havde lånt det store dejlige skolekøkken på Ramsing skole og havde pyntet det lidt med balloner. Midt i rummet hang den fine tønde, som var blevet beklædt med farvestrålende katte og pompom’er.
De børn, der ikke var blevet bange for deres eget kostume, var flot klædt ud og viste stolt deres kjoler og hatte frem. Børnene legede med hinanden, vi sang fastelavnssange, og så var det tid til at slå katten af tønden. Det blev til små bitte forsigtige dask fra små bitte forsigtige prinsesser og feer og kraftfulde 360 graders svingslag fra de større tigerdyr og pirater. Den super flotte frygtindgydende Heks Marius blev kattekonge, da han gav tønden det afgørende slag. På gulvet var nu en bunke af farverige tøjdyr. Et til hvert barn. Vi afsluttede den succesfulde dag med fællesspisning, og så gik det ellers hjemad, så alle de mange indtryk kunne blive fordøjet under en lang middagslur.
Karina L. Pedersen