SPAR SALLING PULLINGARENA præsenterer endnu engang Danmarks sejeste Garden Pullere på vort store anlæg i Thorum. Efter en lang og hård vinter er vores populære specielle ”Ler-Bane” klar til nye og store slag om de populære DM pokaler.
Lørdag d. 8. Maj arrangerer vi 1. afdeling af Danmarks-mesterskabet i Garden Tractor Pulling. De lokale teams har brugt rigtigt mange timer i vinterens løb, så deres maskiner er top tunede. Nye regler for de stærke 600 Kg. Compact Diesel traktorer har kostet sved i værkstedet, men nu skulle de være klar til kamp. Konkurrencen er blevet hårdere for de lokale teams, da der er blevet 6 traktorer i klassen. Så vi ser med spænding frem til om de forsvarende Danmarksmestre ”Bad Company” fra Grættrup kan gentage sidste års succes. Team Lindum med ”Red Devil ” og Thorums ”Bull Dog” vil give kamp til stregen i den første af de 9 DM afdelinger.
Lørdag afholder vi som noget nyt ligeledes vores kendte ”Salling-Runde”. Her afvikler vi 3 standard klasser for de mindre havetraktorer før 1. afd. af DM runden. Dette betyder, at vi i år allerede starter ud kl. 10. Efter en veloverstået DM kører de populære hjemmebyggede byfesttraktorer i to forskellige vægtklasser. I disse klasser er det kun fantasien der sætter grænser. For tilmelding kig forbi vores hjemmeside eller kontakt Kjeld Larsen på telefonnummer 97 59 62 53.
Vi glæder os endnu engang til at byde vore lokale deltagere fra Salling, Mors, Thy og sågar Samsø velkommen til nogle fantastiske træk på vores overdækkede arena.
Efter Lørdagens runder er afviklet, er der vanen tro ved 1. stævne hygge i det opvarmede telt. Alle er velkomne. Som sidste år, tænder vi den store gril, så folk kan komme med deres medbragte mad og få en hyggelig aften.
For alle vores trofaste tilskuere samt for de der ikke tidligere har været et ”smut” i Thorum, kan det anbefales, at kigge forbi vores hjemmeside, www.sundsoregardenpulling.dk, hvor man kan se billeder og video fra vores tidligere arrangementer.
Som altid når vi arrangerer stævner i Thorum, byder vi også denne gang på fantastiske flotte specialbyggede traktorer. Vi garanterer røg og motorlarm. Og for de mindste er der som vanligt både hoppeborg og sandkasse; så kig forbi og bliv en kæmpe oplevelse rigere.
På Gensyn i Thorum til endnu en uforglemmelig Weekend.