I Skive Anlæg bliver der i år monteret en storskærm, hvor man kan følge slagets gang i landsholdets indledende runder af VM.
De indledende kampe
”VM i fodbold – som bliver vist på storskærm, indgår som en del af Sommer i Skive, og det er en aktivitet, der ikke er afprøvet før. Det skal derfor ses som noget nyt og anderledes under den folkelige del af kulturen,” siger formanden for Kultur og Fritidsudvalget, Poul Erik Christensen.
Fodboldfans har nu mulighed for at dele jubelen, skuffelsen osv. med hinanden, når De Danske Drenge i Skive Anlæg gør deres bedste for at kvalificere sig til finalerne.
Danmark deltager i Gruppe E med følgende 3 kampe:
Mandag den 14. juni: Danmark – Holland kl. 13.30
Lørdag den 19. juni: Danmark – Cameroun kl. 20.30
Torsdag den 24. juni: Danmark – Japan kl. 20.30
Klapstol og klaphat
Carlsberg sætter gang i festen med sponsorering af forskellige ”fodboldting.” Dog vil det store set up først indfinde sig til kampene den 19. juni og den 24. juni, da disse afvikles efter normal arbejdstid, og flere derfor formodentlig har mulighed for at deltage.
Der kan købes øl, vand, pølser, slik, is osv.
Så tag klapstolen og klaphatten med, og gør dig klar til kamp på sidelinjen – sammen med Landsholdet.