Kære virksomheder.
Velkommen tilbage efter en forhåbentlig dejlig sommerferie!
Arbejdet er en vigtig del af vores hverdag – en del af vores identitet. Arbejdet betyder meget for, hvordan vi vurderer os selv og andre. Arbejdspladsen og kollegerne fylder mere og mere og udgør for mange mennesker en stor del af det personlige netværk.
Det er derfor vigtigt, at I reagerer, hvis I opdager, at en medarbejder har brug for støtte og hjælp.
Tidlig indsats
Alle undersøgelser viser, at en tidlig indsats hjælper. Virksomheden kan derfor med fordel inddrage kommunen så hurtigt som muligt, når man får fornemmelse af, at medarbejderen er i risiko for at blive sygemeldt i længere tid. Et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø kan være med til at forebygge sygefravær. En tidlig og hurtig indsats øger chancerne for at komme hurtigt tilbage på arbejde.
I Skive Kommune har vi øget fokus på arbejdsfastholdelse og trivsel. Derfor er der etableret et fastholdelsesteam. Fastholdelsesteamet har base i Sygedagpengeafdelingen. Etableringen er et ønske fra kommunens side om, hurtigt at kunne servicere virksomheder og borgere.
Forebyggelse
Vore ideer omkring det fortsatte og fremtidige samarbejde med virksomhederne nødvendiggør, at vi tager udgangspunkt i specifikke indsatsområder – primært forebyggelsesområdet.
Fastholdelsesteamet hjælper derfor gerne virksomheder og medarbejdere med den forebyggende indsats. Det sker ud fra devisen, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Har man en medarbejder, der er i risiko for at blive sygemeldt i længere tid, vil vi gerne træde til for at hjælpe med at forebygge.
Så derfor – Brug fastholdelsesteamet
Såfremt I ønsker rådgivning, sparring eller medvirken omkring arbejdsfastholdelse, er I velkomne til at kontakte os på telefon: 9915 5747 – Vi aflægger jer gerne et besøg.
Med venlig hilsen
Fastholdelsesteamet
Hanne Brødsgaard
Erling Kristensen
Mette B. Jeppesen