Det er temaet for dette års Kultur Jamboree, som nu for sjette år i træk samler omkring 100 nordiske unge en weekend i september i Skive.
”Vi har inviteret alle svenskere, nordmænd, grønlændere og finner i lokalområdet til at komme og besøge os” fortæller projektleder Hans Kristensen fra Ungdomsskolen-Skive. De skal fortælle de nordiske gæster om, hvordan det er at flytte til et nyt land og bo i Danmark.
”Og så får vi nye gæster, idet der fra Viborg kommer en international 10. klasse. Vi arbejder allerede på nu at der næste år kommer tyskere med fra en skole i Lübeck” fortæller Hans Kristensen.
”Det er sjette år, vi afholder kulturmødet, og det er vigtigt for os hvert år at videreudvikle arrangementet. ” tilføjer han.
De 100 unge fra Sverige, Norge, Finland, Grønland og Danmark mødes sent torsdag aften den 2. september klokken 22 i Vor Frue Kirke. ”Vi mødes i kirken, hvor sognepræst Aksel Poulsen vil byde velkommen, og sammen med Limfjordskoret vil vi synge et par salmer” siger Hans Kristensen.
”På Ungdomsskolen-Skive glæder vi os meget til denne tilbagevendende tradition, som tiltrækker unge fra de nordiske lande. Baggrunden er et ønske om at lave et stort fælles arrangement for de unge i vores venskabsbyer. Et andet mål er at skabe vedvarende kontakter mellem de unge og give dem lyst til at vende tilbage til Skive på et senere tidspunkt i livet” siger Hans Kristensen.
Vi skal også have kåret en ny nordisk mester i Sumo-brydning, og de unge skal også finde rundt i Skive ved hjælp af GPS’ere. Dette er kommet i stand med hjælp fra Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter.
De involverede byer er Skives nordiske venskabsbyer, Kongsvinger i Norge, Arvika i Sverige, Ylöjärvi i Finland og Christianshåb/Qasigiannguit i Grønland.
”Aldersgruppen er 8.-10. klasse. Fra Danmark har vi valgt at invitere unge fra hele kommunen, og de lokale unge vil derfor komme fra mange forskellige skoler i kommunen” siger Hans Kristensen.
Arrangementet er finansieret via Skive Kommune og et bidrag fra Sverige, Norge og Finland. Kultur Fritids-, Erhvervs- og Turismeudvalget samt Børne- og Familieudvalget har hver givet et beløb til arrangementet. Borgmester Flemming Eskildsen vil fredag eftermiddag komme og åbne jamboreen officielt.
Se programmet her: http://www.sallingweb.dk/pdf/20100827_Program.pdf (4,5 mb)
Udpluk fra programmet:
• Teambuilding omkring Tambohus med Naturstien som udgangspunkt. Her skal de unge rystes sammen ved hjælp af friluftsaktiviteter. De bliver delt ind på 9 forskellige hold og skal konkurrere mod hinanden. De skal blandt andet krydse åen ved i kanoer.
• Besøg på Spøttrup Borg med levendegørelse, ridder, kædedans, bueskydning og kampscener.
• Tilbage i Skive vil hver af de unge lave deres egen fakkel ved hjælp af kæppe, stofrester og stearin.
• Gallafest med indslag fra de forskellige kulturer.
• Guidet tur i Skive med hjælp fra danske elever og bærbare GPS.
• Fælles fakkelafbrænding i haven ved Tambohus som tak for i år!
Programmet er vedlagt denne pressemeddelelse, men kan også findes på www.ungdomsskolen-skive.dk.
Og så er det hele naturligvis alkoholfrit!