Efterårsferien byder traditionen tro på næsten uanede muligheder for aktiviteter og oplevelser for hele familien. 2010 er naturligvis ingen undtagelse i den henseende.
Turistchef Alice Bank Danielsen fra Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter fremhæver den store spændvidde i efterårsferie-aktiviteterne.
-Der er aktiviteter, som forældre eller bedsteforældre kan deltage i sammen med børnene; der er aktiviteter, der er målrettet de unge og så er der selvfølgelig også noget, der primært er for de voksne, siger hun.
Det nye guidekorps ”Skive Guiderne” skal i aktion to gange i efterårsferien. Onsdag eftermiddag er der busrundtur til rundkørslerne, ”Skives 11 stjerner” og torsdag eftermiddag byvandring rundt for at se og høre om Skives byudsmykning. Mødestedet for begge ture er Erhvervs- og Turistcenteret, Østerbro 7 i Skive.
-Erhvervs- og Turistcenterets turismekoncept, Salling Sport, har i efterårsferien fokus på de populære ungetræf, der er målrettet unge mellem 12 og 18 år, siger turistchefen, der blandt andet nævner Freaky Fredag i ”Sport & Event Center Jebjerg”, hvor én af de mange fysiske udfordringer er en såkaldt bouldervæg samt en Facebook/You Tube hyggeaften, der er forbudt for voksne.
Efterårsferien har også gode tilbud til de voksne, der har lyst til at få mere at vide om lokalområdet i form af gode historier og personlige beretninger. Turistchef Alice Bank Danielsen fortæller: -Det regionale tiltag Limfjordsfortællinger har 6 gode, lokale historier på programmet i efterårsferien. I løbet af ugen er der Limfjordsfortællinger på Staarup Hovedgaard, Skive Rådhus, Thise Mejeri, Træmuseet, Ørslev Kloster og Fur Museum.
Skive City har skattejagt i midtbyen på programmet. Alice Bank Danielsen opfordrer såvel børn som voksne til at komme ind på turistbureauet på Østerbro og låne en GPS eller få et kort for at kunne deltage i bogstavskattejagten, der naturligvis kan udløse præmier til de heldige deltagere.
For børn og barnlige sjæle i alle aldre er der aktiviteter på såvel Spøttrup Borg som Fur Museum. Spøttrup Borg har – i samarbejde med Spøttrups Venner – planlagt små aktiviteter i dagtimerne, som børnene kan prøve og borgmuseet har ligeledes allieret sig med forskellige aktører, der tager børnene med ”tilbage” til Middelalderen.
-Tirsdag og torsdag er der både formiddag og eftermiddag mulighed for at deltage i Fur Museums efterårs event, der består af fortælling, vulkanudbrud og fossiljagt, fortæller turistchefen, der tilføjer, at museets arrangementer plejer at være et tilløbsstykke.
De nævnte aktiviteter er bare en brøkdel af efterårsferiens mange tilbud for børn, unge og voksne – og turistchefen medgiver, at det kan være svært at finde ud af, hvad man skal vælge og hvor man får flere oplysninger om de enkelte arrangementer.
Alice Bank Danielsen opfordrer derfor interesserede til at kontakte turistbureauet for at blive guidet igennem den tætte jungle af efterårsaktiviteter.
-Vi hjælper gerne med at orientere om praktiske forhold som tid, sted og eventuel betaling – og tager ligeledes imod tilmeldinger til flere af de nævnte events, slutter turistchefen.