Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter deltager – sammen med Region Midtjylland og yderligere 12 yder- og landkommuner – i en ekstraordinær indsats overfor i alt 1000 små virksomheder.
Formålet med den målrettede indsats er at skabe vækst og fastholde virksomheder og arbejdspladser i landdistrikterne.
Projektet hedder ”Iværksætteri og Virksomhedsudvikling i Landdistrikterne”, men kaldes i daglig tale ”VokseVærket”.
Erhvervschef Jeanne Søgaard fra Erhvervs- og Turistcenteret fortæller: -Tanken bag VokseVærket er at tilføre etablerede iværksættere og mikrovirksomheder (0-10 ansatte) de kompetencer og ressourcer, der er afgørende for overlevelse og videre vækst.
For at skabe og sikre arbejdspladser i landdistrikterne er det vigtigt at identificere flere potentielle vækstiværksættere og –virksomheder og ligeledes at skabe større opmærksomhed om Erhvervs- og Turistcenterets mulighed for at hjælpe og vejlede.
-Formålet med VokseVærket er helt klart at igangsætte og styrke udviklingen i den enkelte virksomhed ved give virksomheden den viden, der er behov for i hvert enkelt tilfælde, forklarer Jeanne Søgaard.
Hun oplyser, at projektet også har et andet ben, idet den målrettede kontakt til mikrovirksomhederne forventes at kunne udvikle nye metoder til effektiv erhvervsservice i landdistrikterne.
-Via samarbejdet kan vi lære af hinanden i regionens erhvervsservicecentre, så vi derigennem kan yde virksomhederne den optimale service.
Projekt VokseVærket har nogle helt klare mål, der skal opfyldes. Såvel samlede mål for hele projektet som mål for hver enkelt af de deltagende kommuner.
-Centerets rolle bliver at gennemføre et antal vejledningsbesøg, hvorunder virksomhedens værkstmuligheder og udvikling drøftes. Efterfølgende er der mulighed for at skabe kontakter mellem virksomhederne og eksterne videninstitutter, Væksthus Midtjylland m.fl., fortæller erhvervschefen.
Det er endvidere et mål, at et antal virksomheder skal hjælpes i gang med at søge eksterne medfinansiering af projekter – herunder lokale LAG midler, ligesom SET skal igangsætte et nyt virksomhedsnetværk, der skal have relation til iværksætteri og virksomhedsudvikling i landdistrikterne.
-Her er vi allerede i færd med at invitere kvinderlige iværksættere til et kick-off møde den 17. november, understreger Jeanne Søgaard.
Hun tilføjer, at SETs erhvervsafdeling allerede på forhånd har god kontakt til rigtig mange af kommunens små virksomheder, men at projekt VokseVærket giver konsulenterne en god mulighed for at besøge de virksomheder, der ikke har så stort et kendskab til centeret.
-Vi venter os rigtigt meget af VokseVærket, siger Jeanne Søgaard, der konkluderer, at projektet allerede nu har været med til at skabe fokus på de helt oplagte udviklingsmuligheder i de små virksomheder i udkantsområderne.