To kanonflotte mål sikrede Skive en velfortjent sejr over Hjørring.
Efter en periode med sløje resultater kom Skive igen på ret kurs med en vigtig sejr over oprykkerne fra Hjørring.
Se også www.skive-ik.dk/sik, af Orla Bakholdt
Straks fra kampens start lagde Skive et højt pres på vendelboerne, som imidlertid forsvarede sig aldeles glimrende. Midt i halvlegen resulterede det i en megachance til Thomas Dalgaard, da han blev spillet fuldstændig fri midt for målet. Men Hjørringmålmanden Jesper Weinkouff parerede Dalgaards forsøg på mesterlig vis.
Kampens højdepunkt kom i det 33. minut da Ayinde Lawal lidt uden for feltet vippede bolden over en modstander for i samme bevægelse at flugte kuglen i kassen uden chance for Hjørringkeeperen. En ren perle af den elegante nigerianer.
Efter sidebyttet var billedet det samme. Hjørring forsvarede sig glimrende, mens det til gengæld kneb for nordjyderne at skabe målchancer. Skive havde flere muligheder for at øge føringen, men først i det 73. min. gav anstrengelserne resultat.
Allan Høvenhoff tog et hurtigt indkast i venstre side til Mikkel Buur, der gik til baglinien og sendte et fladt indlæg skråt tilbage til en fri Thomas Dalgaard, der denne gang havde let ved at passere Hjørringkeeperen.
Herefter gik gassen af udeholdet, og Skive kørte sejren stille og roligt i hus.
Udover de 3 vigtige point blev holdets uvane med at komme bagud 0-2 samtidig brudt, og endda med et clean sheet til følge.
Kampfakta:
Skive – Hjørring 2-0 (1-0)
Målscorer:
1-0 33. min. Ayinde Lawal
2-0 73. min. Thomas Dalgaard
Startopstilling:
Thomas Nørgaard, Jesper Nielsen, Christian Thybo Thomsen, Jacob Andersen, Mikkel Buur Simonsen, Martin Thomsen, Ayinde Lawal, John Dyring, Nicolas Bøgild, Andreas Albers, Thomas Dalgaard.
Udskiftning:
41. min. Allan Høvenhoff afløser John Dyring
59. min. Kristian Nielsen afløser Andreas Albers
80. min. Matias Olsen afløser Thomas Dalgaard
Advarsel:
Skive: John Dyring
Hjørring: Ingen
Tilskuertal: 780