Julemanden er sort!
Det er han i hvert fald i den meget usædvanlige jule-forestilling, som Skive og Omegns Teaterkreds viser for børnefamilier (5-12 år) i Skive Theater mandag 10. december.
For julemanden spilles af en af verdens bedste street-dansere, nemlig Slowmotion Phax fra Madagaskar. Og han er sort. Han har hovedrollen i en forrygende jule-forestilling, som garanteret aldrig har været vist megen til.
Han viser bl.a. i forestillingen, hvordan han hopper fra liggende på gulvet og mellem en halv og en hel meter op i luften – i liggende stilling.
Selve julehistorien handler godt nok om en forelsket nissepige og de flittige nisser, der ramler ind i en farlig forbryder og får stjålet alle julegaverne. Og julemanden bliver kidnappet. Det er hørt før – måske.
Men det helt usædvanlige er, at alle rollerne danses af nogle af verdens bedste street-dancere, hvoraf flere er verdensmestre – mens det er kendte skuespillere, der synger og i det hele taget lægger stemmer til. Danserne kommer udover fra Madagaskar også fra USA, Colombia og Sverige. De, der lægger stemmer til, er Ole Thestrup, Jimmy Jørgensen, Szhirley, Karl Bille, Pharfar og Celilia Zwick Nash.
Hele forestillingen er et visuelt overflødighedshorn med digital scenografi, musik, sang, masser af street-dans og en god julehistorie, der nok skal få julestemningen frem.
Forestillingen er produceret af Holbæk Teater, der for nogle år siden stod bag ”Cykelmyggen Egon”, som teaterkredsens viste i Kulturcenter Limfjord til manges begejstring.
Det er holdet bag denne forestilling, som nu har gjort det igen, nemlig den meget prisbelønnede instruktør Steen Koerner, musikken er skrevet af Jens Mechlenburg, mens rapperen Clemens har skrevet teksterne til sangene.
Efter forestillingen, som varer en time, serverer teaterkredsen gratis æbleskiver, cola og gløgg – sådan som det er tradition efter årets juleforestilling for børnefamilier.
Juleteater med street-dansere
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt