Mandag d. 10. januar kl. 14 – 17 kunne Sundhedscenter Skive samt 9 patientforeninger fra Skive kommune byde ca. 80 interesserede borgere velkommen til sundhedscafé på Skive Bibliotek i multirummet.
Det var godt at se så mange interesserede borgere deltage i sundhedscaféen på biblioteket. I foråret 2010 afholdt vi tre lignende sundhedscaféer i Sundhedscenter Skive, men da vi i samarbejde med patientforeningerne ønsker at tiltrække flere borgere og ramme en bredere målgruppe, har vi denne gang prøvet at udvikle konceptet ved at lave arrangementet i samarbejde med Skive Bibliotek, rykke tidspunktet til senere på dagen samt at tilbyde et kort kostforedrag, udtaler sundhedskonsulent Louise Gravers Andersen fra Sundhedscenter Skive.
Til sundhedscaféen på Skive Bibliotek var der en bred vifte af tilbud til Skive kommunes borgere, der bl.a. kunne få målt blodtryk, blodsukker, kondital, BodyAge (kropsalder) efterfulgt af en sundhedssamtale. Desuden var 9 lokale patientforeninger til stede med boder, som fremviste alt fra pjecer til store lyserøde bryster lavet af gulerodskage som et symbol på kampen mod brystkræft.
Et nyt tiltag var et kort oplæg om sund kost ved diætist Anja Ejsing fra sundhedscenter Skive, som trak fulde huse.
Flere patientforeninger havde gjort en stor indsats for at gøre opmærksom på deres forening. Stemningen på biblioteket var utrolig god og positiv både blandt frivillige og gæster, tilføjer Louise Gravers Andersen
Vi forventer at fortsætte med at lave sundhedscaféer i samarbejde med patientforeningerne, og det kunne være spændende at lave et arrangement i oplandet, afslutter Louise Gravers Andersen.