Jytte Abildstrøm var inviteret i Rødding Sognehus tirsdag i sidste uge for at fortælle om Moral og dyder -som hun med egne ord kalder „vi bliver en smule gladere når vi taler om de smukke dyder, som kan bruges den dag i dag og bringe balance i vort eget liv og vort fælles liv – hvor vi får kræfterne fra – nemlig fra et smukt liv i samhørighed med naturen.“
Begrebet bliver præsenteret i en ny børne/familiebog som hedder „Flyvende Farmors mirakuløse myggestik.
I tirsdags var det Kvindernes internationale kampdag – (bemærkelighedvis også en dag med 4 nyudnævnte mandlige ministre.)
At referere fra et foredrag med Jytte Abildstrøm er næsten umuligt. Ordene regnede ned over forsamlingen efterfulgt af det meget velkendte Abildstrøm-grin. Men det blev det jo ikke mindre underholdende af.
Mange tekster blev citeret bla. en meget smuk en af slagsen – om at man skal turde be’ om hjælp og også lære at tage imod hjælp.
I dette tilfælde ved hjælp af dukken Quincy – en meget bedrøvet fugl som ikke kan flyve. Jytte Abildstrøm bærer fuglen liggende på ryggen svævende i luften og siger til den, „Se Quincy – nu kan du flyve rygflyvning – er du så glad igen“? Og Quincy er glad igen.
Med andre ord en fortælling om ulykke – trøst og lindring.
Jytte er 76 år, tro det om I kan, iført farverige gevandter, ildrødt hår og en ung piges energiske udstråling. Hun sagde: „Ild i røven gir’ rødt hår.“
Taler om vigtigheden af at fortælle børn og børnebørn eventyr og fabler, som de senere i livet kan tage frem og bruge som ballast i den voksne selvforståelse. Som f.eks. „Klodshans“ hvor natur og intellekt ender med at blive spirituelt.
Jytte Abildstrøm taler om tilgivelse i stedet for vrede og hævn, og om det økologiske fællesskab og forståelse for samme, skal blive meget bedre.
Hjemme hos Jytte i kollektivet findes et kompost toilet – dvs. nej til træk og slip. Vi skal gøde vores jord med vore efterladenskaber (eller måske sagde hun lort) i stedet for at sende det ned i kloaksystemet og dermed forurene grundvandet. Vi skal ha’ alternativ kolakering, og vi skal i det hele taget passe meget bedre på vores natur..
Nej til kunstgødning og ja til økologi og vedvarende energi. Og så en opfordring til de fremmødte. Drop ferierejsen og invester i solceller. Vi mennesker bruger alt for meget energi.
Op med vindmøllerne – det er ikke møllerne der larmer – men trafikken.
Vi udsulter de kunstinsti¬tutioner vi har, og bygger i stedet et kæmpe Operahus, som vi ikke har råd til at drive eller bringe ordentlig kunst i.
Der er meget elendighed i verden ikke mindst på grund af krige, som altid mænd står bag. Og så en opfordring i den anledning. „Gå hjem til jeres mænd og sig højt og tydelig til dem. „Jeg er pacifist!“
Og så fulgte en lang række af indslag: Sang og harmoni¬kaspil, oplæsning af Halfdan Rasmussen digte og tekster af Elsa Grees, lidt fællessang og til slut spillede Jytte Abild¬strøm på savblad.
Og en dejlig og sjov aften var slut med teaterdirektøren for Riddersalen i efterhånden 40 år. En gøjler med et guddommeligt sind og helt uden fordomme, hvad angår livets mangfoldighed.
Jytte Abildstrøm har hele livet været tro mod sine idealer. Hun sagde også: „Skriv jeres sorger i sand og glæ¬derne på sten“
„Gå nu hjem og gør noget ved det – det kan kun gå fremad“, sluttede Jytte Abildstrøm en dejlig og underholdende aften.
Aftenen var arrangeret af kvindeklubben „Damerne“ og Lokalrådet i Rødding, og det blev mig fortalt at Jytte Abildstrøms honorar ubeskåret går til velgørenhed.
Kj
Fotograf: Karen Juul
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.