Bustrup Hovedgaard åbnede lørdag 2. april den anden kunstudstilling i Galleri Bustrup. Omkring 60 unge, voksne og ældre tog del i en festlige åbning. 5 kunstnere smykker væggene og udstillingssøjlerne i de dejlige lyse lokaler. Kunstnerne var tilstede, vi hørte om kunstværker og vi så en af kunstnerne arbejde. Bustrup er blevet mere end en skole. Herregården Bustrup er blevet en kulturinstitution med Dagskole, et opholdssted, Bustrup Fitness og nu også Galleri Bustrup. Bustrup bryder skolens vægge ned, og Verden er blevet vores klasseværelse. Bustrup er blevet Sallings ny mødested.
Vi er stolte over at kunne byde velkommen til den anden udstilling – forårsudstillingen – i rækken af mange flere udstillinger, som kommer her på Galleri Bustrup. Forårsudstillingen løber fra nu til slutningen af juni. Galleri Bustrup bliver til noget, fordi Dagskolen på Bustrup skaber udstillingerne. Elever og lærere er kunstaktive – kreative og fabulerende og fordi skolen hele tiden bryder grænserne for, hvad skolen er.
I år har Dagskolen på Bustrup Hovedgaard været på studierejse til St. Vincent i det Caribiske Hav og er nu gået i gang med at indstudere skuespillet Arsenik og gamle kniplinger. Alt sammen samtidig med at vi studerer til eksamen. Vores elever kræver lærerens fulde opmærksomhed, og undervisningen må altid være nærværende og engagerende. Lærerne må være foran. Vi må vise dem og os selv, at skolen er fortidens, nutidens og fremtidens samlingssted. Det er sådan, vi ser Bustrup. Bustrup Dagskole som en kulturinstitution. Skolen er egnens mødested. Det er her, der sker noget. Her på Bustrup.
Det er derfor vi har åbnet Bustrup Fitness. Vi åbnede Bustrup Fitness i november 2010 og allerede nu har vi mere end 80 medlemmer. Så får mange flere fornøjelsen af de skønne fitness maskiner. Ovenpå Bustrup Fitness bor Småskolen på Bustrup – et opholdssted for børn og unge og nedenunder har Dagskolen på Bustrup til huse. Det er to mindre institutioner, der vil vokse sig store i de kommende år. Uden for har vi netop fået bevilget penge til at lave en planetsti i de kommende par år. Planetstien vil starte her på Bustrup og føre de nysgerrige gæster til skovs samtidig med, at de finder planeterne på deres vej. Vi glæder os til – og vi håber, vi kan få hjælp fra Lem landsbyforeningen og andre interesserede, så vores ideer kan blive til virkelighed. Bustrup har pladsen til det, og vi inviterer jer til at være med.
Galleri Bustrup kan denne gang præsentere 5 særlige kunstnere på Forårsudstillingen. Kunstnerne er særlige, fordi de tør overlade det til os at sætte deres billeder op i disse herlige omgivelser. Asta er vores særlige kunstentusiast og Asta har sammen med Anna lært de udstillende kunstnere at kende. Det er blevet til at et godt samarbejde og vi har haft frie hænder til at sætte billederne op, som vi nu synes, de passer sammen. Vi er selv meget tilfredse med resultatet og ved åbningen var kunstnerne og alle gæsterne også meget tilfredse med resultatet. De fem kunstnere er Iver Iversen, Jonna Jeppesen, Ruth Kudsk Jørgensen, Birgitte Støttrup og Gerda Tranberg. Iver Iversens billeder giver mangfoldige associationer, når man betragter hans energifyldte og lysende malerier. Jonna Jeppesen er uddannet fra Århus Akademi og har siden 1996 udstillet mange steder. Ruth Kudsk Jørgensen er kendt for sine malerier, collager, skulpturer og design. Ruth har sit eget atelier i Roslev og er uddannet terapeut. Birgitte Støttrup arbejder meget med det menneskelige ansigts landskab, men har nu også taget udfordringen op med det rigtige landskab. Gerda Tranberg fortæller om sine billeder: At skabe i former og farver er min helt store lidenskab. Jeg eksperimenterer med mange slags malerier.
Vi havde mange gæster ved åbningen af Forårsudstillingen på Galleri Bustrup og håber at se mange gæster frem til slutningen af juni, hvor vi åbner endnu en udstilling. Der er gratis entre hver dag fra klokken 11 – 16. Malerier og skulpturer kan købes.
Lige uden for Galleri Bustrup går naturstien ned mod Sønderlem Vig. Rørdrummen er kommet og brummer ud over engene – kom og nyd den dejlige natur ved Bustrup Hovedgård.
Med venlig hilsen
Anders Svensson
leder af Dagskolen på Bustrup
Foto: Privat
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.