En samlet radikal folketingsgruppe melder sig nu ind i kampen for, at atomaffaldet ikke skal ende i Thise i Skive kommune. Indenrigsminister Bertel Haarder (V) har meldt ud, at om et år skal nogle placeringer droppes. Radikale Venstre vil skrive til ministeren med et ønske om, at Thise tages ud med det samme, fordi partiet frygter, at Thise Mejeri som internationalt fødevarebrand vil lide skade og Skive-egnen tabe vækst og penge, hvis man skal gå i usikkerhed i et helt år eller mere . Meldingen kommer efter, at Skive-egnens folketingskandidat, Andreas Steenberg, sammen med afgående folketingsmedlem Johs. Poulsen har taget sagen op i den radikale folketingsgruppe.
’Skive-egnen skal bl.a. leve af fødevareproduktion, og her er Thise Mejeri et bevis på, hvordan økologiske fødevarer af høj kvalitet er vejen til vækst. De planlægger en international satsning, og det vil være helt uacceptabelt for dem, hvis byen kædes sammen med atomkraftaffald, ’ siger Andreas Steenberg (R) og fortæller:
’Derfor har jeg snakket sammen med landsdelens nuværende folketingsmedlem, hvis mandat jeg håber på at videreføre, når han stopper ved det kommende valg. Vi er enige om at det affald ikke skal til Thise – og det gælder både før og efter et valg, siger Andreas Steenberg.
’Jeg er glad for, at folketingsgruppen nu vil rejse sagen overfor ministeren og Folketingets partier og på den måde forsøge at få Thise af listen straks, ‘ siger Andreas Steenberg, Folketingskandidat i Skive.