Turismens Dag på Skiveegnen lørdag d. 28. maj.
Dansk Turismefremme arrangerer for 2. gang “Turismens dag” over hele landet og indbyder den danske befolkning til at være turister i deres egne byer og til at benytte sig af de mange forskelligartede og farverige lokale oplevelser rundt omkring. Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter er med igen, og vi ser frem til at tage imod dig som turist på din egen egn.
Programmet for dagen byder på et rigt udvalg af oplevelser på Skiveegnen. Eleverne fra uddannelsen til serviceøkonom i turisme arrangerer en fotokonkurrence på Posthustorvet i Skive.
På Lundø er der åben garage hos “Vauxhallmanden” på Drivvejen 11. Kl. 11 er der mulighed for at høre om Skives 11 Stjerner på en guidet tur med bus fra Erhvervs- og Turistcentret, Østerbro 7.
Jenle arrangerer rundvisning i dagens anledning, og Skive Fjord Camping holder åbent hus.
Kl. 13 er der guidet bustur til Rødding Æblets By fra Østerbro 7. Herregården Hesthave viser festlokalet frem, og også på Roslev Kro er det muligt at se faciliteterne.
Dagens store trækplaster er den årlige Muslingedag på Fur, hvor der er gratis smagsprøver på Limfjordens fristelser.
Tingfinderiet i Krejbjerg holder åbent kl. 13-17 og ligeledes Galleri Salling, der byder på en udstilling af Ingvald Holmefjord. Kl. 13 er der guidet cykeltur på Naturcykelstien rundt om Skive med start fra Børnenes Paradis. Vil du hellere løbe og nyde omgivelserne ved Glyngøre, er der mulighed for at deltage i Glyngøreløbet, der starter kl. 13 ved Super Brugsen i Glyngøre. Hele dagen er der åbent hos Salling Put & Take i Håsum, hvor man kan høre historien om krebsen.
Se programmet: http://sallingweb.dk/pdf/201105Skive.pdf
Vi håber naturligivs, at rigtig mange benytter lokaleområdets mange tilbud på turismens Dag og derved blive gode ambassadører for lokalområdet.