Historisk fjerde plads sikret efter smal 1-måls sejr i Vejle.
Havde nogen før sæsonen spillet på, at SIK efter sæsonens 30 kampe ville slutte som nr. 4 i landets næstbedste fodboldrække, var vedkommende af de fleste blevet erklæret utilregnelig.
Tekst og billede efter aftakle med SIK, se også http://skive-ik.dk/sik
Inden weekendens afsluttende runde i 1. division var SIK’erne ikke desto mindre placeret på netop denne 4. plads. Og denne historisk placering blev fastholdt med en smal 1-0 sejr søndag eftermiddag på Jokri Park i Vejle. En historisk placering skabt gennem et helt fantastisk stykke arbejde af træner-duoen Michael Hansen / Claus Madsen og af en trup, der gennem hele sæsonen har stået sammen gennem tykt og tyndt.
Før dagens opgør i Vejle stod hjemmeholdet noteret for en fantastisk hjemmebane-statistik med fjorten kampe uden nederlag og en målscore så flot som 28-10. En statistik som de gule fra Skive altså fik punkteret med dagens sejr.
Ikke overraskende blev første halvleg af dagens kamp domineret af hjemmeholdet. SIK’erne spillede fra starten afventende i håb om at kunne slå nogle hurtige omstillinger. Men da disse omstillinger kun i få situationer lykkedes, blev det en halvleg, hvor Vejle var i klar spillemæssigt overtag. Et overtag, som hjemmeholdet dog ikke formåede at udnytte til andet end sporadiske afslutninger, der dog på ingen måde skabte problemer for Thomas Nørgaard og det øvrige SIK-forsvar.
Efter et par små taktiske justeringer i pausen kom SIK’erne længere frem på banen. Bolden blev fastholdt bedre og omstilllingerne var skarpere end før pausen. Men som i første halvleg var der langt mellem chancerne. Bedste forsøg for hjemmeholdet stod den tidligere Skive-spiller Andreas Albers for, da han små tyve minutter før tid headede på undersiden af overliggeren. For SIK kom halvlegens – og kampens – højdepunkt, da Mikkel Buur Simonsen ni minutter før slutfløjtet fra kanten af feltet hamrede bolden utageligt op i målhjørnet. Inden da var Kristian Nielsen blevet snydt for et klart straffespark, men kampens dommer vurderede, at der ikke var kontakt. Så i stedet for straffespark måtte “Kriller” notere en advarsel for film.
En meget tilfreds sportschef Jesper Larsen kunne efter kampen fortælle, at SIK netop har forlænget aftalen med assistentræner Claus Madsen – mere om dette her på siden i næste uge. Om dagens kamp sagde sporschefen : – Ikke dårligt at rejse hjem fra Vejle med en sejr uden at have spillet en pragtkamp. Check lige deres hjemmebane statistik i denne sæson. Jeg tror det var første nederlag.
Godt husket sportschef !
Kampfakta:
Vejle B. – Skive 0-1 (0-0)
Målscorer:
0-1 81. min. Mikkel Buur Simonsen
Startopstilling:
Thomas Nørgaard, Mikkel Buur Simonsen, Jesper Nielsen, Christian Thyboe-Thomsen, Jacob Andersen, Mikkel Jespersen, Martin Thomsen, Ayinde Lawal, Kristian Nielsen, Morten Bech Andersen, Thomas Dalgaard.
Udskiftning:
65. min. John Dyring afløser Martin Thomsen
65. min. Nikolas Bøgild afløser Mikkel Jespersen
Advarsel:
Skive: Kristian Nielsen
Vejle B.: Ingen
Tilskuertal: 1.541
Dommer: Thomas Kurt Lo Turco