Jan Birch, mangeårig ejendomsmægler i Skive, nu bosat i Ebeltoft og ansat som ejendomsmægler hos Estate, Helle Pouli i Hornslet, debutterer på forlaget Siesta med en politisk thriller, DET FØRSTE SVAR.
Jan Birch er oprindelig uddannet skolelærer, men det blev ikke til mange år i skolevæsenet. Jan Birch har altid været engageret i samfundet omkring os, både det lokalpolitiske samt landspolitiske har interesseret ham, og han har aldrig været bleg for at tage bladet fra munden i diskussioner og læserbreve. De sidste par år har Jan Birch arbejdet på sin bog, og flyttede til Ebeltoft .
Fredag den 10. Juni præsenterer og signerer Jan Birch sin bog hos boghandleren i Skive fra kl. 15.00.
Om bogen Det første svar, skriver forlaget:
Det første svar er en politisk krimi, som er baseret på autentiske begivenheder mellem 1947 og 1986. Romanen foregår i København, Femmøller Strand ved Ebeltoft og en østjysk havneby og inddrager en række personer, som i et politisk magtspil rydder hindringer af vejen. ‘Det første svar’ refererer til, hvordan vi umiddelbart opfatter begivenheder omkring os og handler om den sandhed, der findes i kulissen bag dem. Hvis vi tør kigge efter. I bogen er såvel virkeligheden som fiktionen transparent, men alligevel ikke så svær at finde ind til. Men den opmærksomme læser vil forundres over en flyulykke, en kvinde, der falder ud af et vindue, et tog, der afspores, og en minister, der spiller med fordækte kort, når der hele tiden dukker nye overraskende elementer op i de politiske plot og mord. Samme gennemsigtighed gælder for persongalleriet, både i den hemmelige og mystiske Loge The Golden Circle, deres anonyme aktionsgruppe Que Fi, der benytter helt specielle kneb i den konspiratoriske politiske verden, og i de to drenge Janus’ og Chris’ liv, som vi følger meget tæt. Vi oplever deres opvækst med visuelle drømme og tanker, der ender i kraftfulde og følelsesmæssige dæmoner, som med en moralsk substans får betydning for begge drenges handlinger senere i livet. Gennemgående vil læseren på hver side stille sig spørgsmålet: Er dette virkelighed – eller ren fiktion?
Selv siger Jan Birch: Havde Anders Fogh læst og forstået min bog, var vi ikke i krig i Afghanistan, og havde Helle Thorning læst den og forstået den havde vi ikke haft boligkrise i Danmark, og hvad de royale kunne lære af historien, må I selv dømme.
Bogen ”Det første svar”, voksede ud af en lyst til at fortælle en kriminal politisk historie om ting vi oplever i vores dagligdag, mere eller mindre tæt på. Vi ser tingene i Tv og læser om dem i aviserne, men forstår vi, hvad der ligger bag dem? Tør vi kigge bag facaden? Engagerer vi os i tingene ud over en diskussion med familien ved påskefrokosten. En hændelig ulykke, en personlig tragedie, et mord, boligkriser, en politisk skandale og meget mere. Tag avisen fra i går, læs en tilfældig artikel og lad fantasien få frit løb. Det gjorde jeg. Og fandt ud af at der var mere sandhed i mine fantasier, end jeg havde drømt om, da jeg lavede lidt research.