13 årige Signe Juhl Jørgensen fra Skive Gymnastikforenings Kvindelige Idrætsgymnaster er netop blevet udtaget til Ungdoms OL (EOYF) i Trabzon, Tyrkiet i perioden 23. til 30. juli 2011.
Træner Hanne Laursen er rigtigt stolt på Signes vegne. ”Deltagelse i ungdoms OL bliver en af de største oplevelser i Signes gymnastikkarriere, og er samtidig en vigtig øvelse i at begå sig ved store arrangementer som EM og VM” udtaler Hanne.
Da Skive GF sidst var repræsenteret ved EYOF i 2009 deltog Danmark med 2 drenge og to pigegymnaster. I år stiller vi med 3 drenge og 3 piger så gymnasterne udover den individuelle konkurrence også kan deltage i holdkonkurrencen. Signe er med sine 13 år den yngste gymnast på kvindeholdet der udover Signe tæller Sarah El-Dabagh fra Vejlby Idrætsklub i Aarhus og Fanni Toth fra Kastrup Gymnastikforening.
Den mulige udtagelse betyder at Signes familie ikke har kunnet planlægge sommerferien før de vidste om Signe skulle til ungdoms OL. ”det gør ingenting at jeg først kan holde sommerferie i august – jeg er bare så glad for at jeg skal til ungdoms OL.” udtaler en lykkelig og storsmilende Signe.
Hvor de andre elitegymnaster skære ned på træningen i sommerferien skal Signe fortsætte med fuldt timetal. Hun skal både pudse sine gamle momenter af samt øve en ny akroserie på bom og øve nye spring på gulvet.
Til spørgsmålet om hvad hun forventer af turen svare Signe ”Jeg skal gøre mit bedste i konkurrencen og glæder mig til at se alle de dygtige gymnaster, de andre sportsgrene og til at deltage i den store indmarch”
Signes Gymnastikkariere
Signe Startede i 2004 som 7 årig på gymnastikpigerne. Allerede efter 1 år var hun rykket op på talentholdet som stigegymnast hvor hun tog sin første bronzemedalje ved Landsstigestævnet 2006. Året efter blev det besluttet kun 6 uger før Pige DM at Signe var dygtig nok til at tage springet fra stigerækken. Selvom Signe kun havde 6 uger til at lære de nye svære øvelser kom hun hjem fra sit første rigtige Danmarksmesterskab med en sølv og en bronzemedalje. Siden da har hun sammen med flere af sine klubkammerater været i Landsholds bruttogruppen og hun har hvert år vundet medaljer ved DM.
Læs mere om Signe på www.skivegf.dk