En øjenåbnende udstilling fyldt med fantastiske billedfortællinger!
Udstillingen åbnes fredag 24. juni kl. 19.00 af kulturredaktør og kunstkritiker Erik Meistrup. udstilling fra 25.06 til 11.09
Carsten Svennson og hans venner
Skive Kunstmuseum viser i sommermånederne udstillingen Carsten Svennson og hans venner. Det er en mindeudstilling med udvalgte værker af den nyligt afdøde danske maler samt eksempler på værker af nogle af de kunstnere, som Carsten Svennson respekterede og følte sig beslægtet med. Udstillingen vises i museets særudstillingslokale, og samtidig vises udvalgte værker fra museets samling i de to kunstsale: nyrealisme og ekspressivt landskabsmaleri.
En outsider i dansk kunst
Carsten Svennson var en ener i dansk kunst. Hans myldrende billedunivers med ekstremt detaljerede og skarpt satiriske motiver har gennem de seneste år fascineret ikke blot museumsgæster i Skive men også kunstinteresserede i de lande, hvor Svennson og beslægtede kunstnere er kendte og anerkendte. Man skal syd for Alperne eller til England eller USA, hvis man ønsker at opleve denne type kunst. Under de nordiske himmelstrøg foretrækker vi som bekendt rene flader og lige linjer – eller også skal det være ekspressivt på den rigtige måde! Alt det var Svennson ligeglad med, han malede på livet løs uden at bekymre sig om, hvorvidt han opfyldte de gængse krav fra ”Kunstinstitutionen”: kunstakademierne, museerne, gallerierne. Heldigvis for det, for hans kunstneriske bidrag til vor verden har væsentlige kvaliteter, som vi er mange, der ikke gerne ville være foruden. Og andre steder i verden har han altså kolleger (og et varmblodigt publikum), der deler hans interesse og kunstsyn.
Tidløsheden – og humoren
Svennson blev uddannet på Det Kongelige danske Kunstakademi, billedhuggerlinjen, i 1957. Hans tidlige skulpturer havde rod i den klassiske kunst, hvilket udstillingen viser et enkelt eksempel på, men udvikledes hurtigt i retning af en form for symbolsk surrealisme. Men som maler var han autodidakt. Gennem studier af renæssancens og barokkens spanske og hollandske mestre som fx Pieter Breughel og Hieronimus Bosch har Svennson lært sig at male med olie og tempera. Hans malerier hører derfor på en måde en anden tid til. Men de er samtidig tidløse i den forstand at de behandler temaer som magt, vold, misbrug, undertrykkelse og begær – tilstande og vilkår, som ikke er blevet mindre gyldige i vor moderne verden. Svennson var optaget af samfundsmæssige forhold. Han skildrede verden, som han så den, med stærkt kritiske briller på – men så sandelig også med humor, ironi og glimt i øjet. Vi præsenteres for kapitalister, magthavere, spytslikkere, krigsgale, osv osv. Således beretter Svennson om de indlysende latterligheder, der er skyggesiden af det moderne samfund.
De sidste malerier
På udstillingen vises de malerier, som Svennson malede i de sidste år af sit liv. Det allersidste med titlen Sct. Antonius’ Fristelser blev malet færdig kort før kunstnerens død. Det ses tydeligt at han lige til det sidste var optaget af at fremstille en grotesk forestilling om verden, og at han stadig have både humor og en fandenivoldsk fortælleglæde i sig. På udstillingen kan man også se de værker af Carsten Svennson, som Skive Kunstmuseum ejer, bl.a. hovedværket ”Gaia – eller manden i muddergrøften”, som blev erhvervet til museets samling i 1994 af daværende museumsleder Folke Kjems i forbindelse med kunstnerens første separatudstilling på et statsanerkendt dansk kunstmuseum.
Vennerne
For et par år siden opstod ideen om en udstilling med nogle af Carsten Svennsons værker præsenteret i selskab med værker af nogle af de kunstnere, som Svennson kendte og respekterede (og det var ikke let at slippe igennem det nåleøje, det ved vi, der kendte ham). Arbejdstitlen Carsten Svennson og hans venner blev også den endelige titlen på udstillingen, som således er helt i Carsten Svennsons ånd. Udstillingen er tilrettelagt i samarbejde med Svennsons danske galleriforbindelse Fantasmus. De deltagende kunstnere er: Steven Kenny (UK), José Roosevelt (CH), Michael Hiep (NL), Lamy (FR), Eli Tiunine (FR), Gérard Willemenot (FR), Daron Mouradian (AR), Patrick Woodroffe (UK), Rigge Gorm Holten (DK) og Claus Brusen (DK). Disse kunstnere har bl.a. det til fælles at de interesserer sig for ”det fantastiske” og skaber billeder med udspring i magiens verden. De udtrykker sig alle i et surrealistisk inspireret billedsprog med Salvador Dali som den væsentligste inspirationskilde og er repræsenteret i samlinger bl.a. i Frankrig, Belgien, Italien og Spanien. Sammen udstiller de i regi af sammenslutningen CAIIR (Center for Art of International Imaginary Realism). Carsten Svennson og hans venner giver et unikt indblik i den fabulerende billedrigdom, som disse kunstnere mestrer.
Omvisninger
Der er planlagt tre offentlige omvisninger i udstillingen:
Torsdag den 30. juni kl. 19.00,
Søndag den 14. august kl. 15.00 og tirsdag den 17. august kl. 19.00.
Nyrealisme og ekspressive landskaber
Samtidig med Svennson og hans venner vises udvalgte værker fra museets egen kunstsamling med fokus på den nyrealistiske kunstretning og det ekspressive landskabsmaleri. Man kan således opleve værker af kunstnere som Niels Strøbek, Jørgen Geisted, Søren Hagen, Erling Steen, Allan Otte, Anders Moseholm, Doris Bloom, Per Kirkeby og Jens Søndergaard.