I fredags den 24. juni var den Sct. Johns dag. Mange steder rundt om i Europa er det samtidig midsommer, men her på Kreta, fejrer man dagen på sin helt egen måde. Sct. John (med tilnavnet ”The burner”) var efter overleveringerne en person der fejrede mangt og meget og samtidig havde en stærk tro på Gud. Det passer i grunden meget godt med den kretensiske mentalitet, for de fleste hernede har en, om end ikke altid lige stærk, men dog en tro på Gud. Samtidig er kretenserne et folkefærd, der ikke lader en given, større eller mindre, anledning til fest, gå fra sig. De fejrer navnedage udover deres ordinære fødselsdage, og de fejrer sågar de forskellige kretensiske traditionelle retter, alt hvad der kan spises og drikkes, og alt hvad der er i naturen omkring dem. Alt har en betydning, og alt skal eller kan fejres, hvis bare man er en lille smule opfindsom på det område – og det er kretenserne. Så der er festdage for lammekød, spareribs og alt muligt andet, og altså en dag for blomsterne, og det falder sammen med vores Sct. Hans og mange steder holdes denne dag stadig i hævd. Det der i praksis sker, er at man allerede den 1. maj binder en krans af blomster, stor eller lille, og den brænder man så af den 24. juni på Sct. Johns dag, hvor den formentlig også er godt vissen. Hvad den dybereliggende årsag er til det aner jeg ikke, men jeg ved, at det er anledning til endnu en fest, sådan som kretenserne elsker det, med mad, musik og dans, og sådan en lille landsbyfest, kan nemt samle 6-700 mennesker, og vare ved til 5-6 tiden om morgenen.

Det med at alt har en betydning, er jeg stødt på adskillige gange, gennem de sidste mange uger jeg har været her, og det har fået mig til bedre at forstå kretensernes værdinorm for livet som helhed. Det kan til tider virke som en meget overfladisk indgangsvinkel til livet, hvis man ser det ud fra et rationelt synspunkt, sådan som vi er vant til i Danmark og mange andre lande. Men kretenserne er ikke overfladiske – snarere tværtimod. I Danmark siger vi lidt i spøg, at det til tider ville være rart, hvis man kunne lægge nogle af sine problemer ned under hovedpuden om aftenen, og de så var løst næste dag. Det er lidt en forestilling og en bekvem drøm, og ikke umiddelbart synderlig brugbar, for problemerne løser jo ikke sig selv – og dog…. Mange problemer løser faktisk sig selv, ved bare at lade dem ligge, eller også finder man ud af, at der i grunden slet ikke er noget problem. Det kunne vi måske godt lære lidt af. Vi er vænnet til, at hvis der er et problem, skal det løses helst her og nu, men det er ikke altid løsningen. Jeg kan godt se at det slet ikke passer ind i vores sædvanlige meget strukturerede og nøje planlagte tilværelse, men verden jo videre alligevel, med eller uden en løsning, og gør den ikke, kan det jo også være lige meget.

Men tilbage til Sct. Johns dag i fredags, selvom de næste 3 helgener, nemlig Sct. Paulus, Petrus og Petroula, allerede stod i kø for at blive fejret efter Sct. John, hvilket de så blev den 29. juni.
Vel er der krise i Grækenland og det kan da godt mærkes. Den sidste uge har der været strømafbrydelser af en halv times varighed nogle gange som følge af strejke, og der er flere mindre demonstrationer her og langt større på fastlandet, men det har ingen indflydelse på de mange smukke blomster og planter, der blomstrer netop nu og overstråler alt med sin uforlignelige pragt og skønhed, og som år efter år ufortrødent vokser op igen og igen, og bare bliver større og smukkere med årene. Det minder mig lidt om den kretensiske historie, og ham Sct. John, synes jeg bestemt det er værd at fejre.