Fokus på Limfjorden som spisekammer
Lørdag den 6. august stiller Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET) og Skive City igen torvestandene op på Posthustorvet i Skive, hvor nye og ”gamle” kunder traditionen tro lægger vejen forbi for at gøre en god handel. August måneds tema er ”Fra fjord til bord”, idet stadeholderne og torveteltet – så vidt muligt – vil forsøge at sætte fokus på Limfjorden som spisekammer.
Udviklingskonsulent Charlotte Kastbjerg, SET, forklarer: -Det var helt oplagt at et af sommerens torvemarkeder skulle inddrage egnens eget store spisekammer, Limfjorden. Fjorden har jo gennem årtusinder forsynet egnens beboere med sunde og nærende fødevarer – også mange tusinde år før menneskene begyndte at bruge bord i forbindelse med måltiderne. Hun tilføjer: -Tænk bare på ordet ”Glyngøre”. Siden 40’erne har de fleste husmødre – og sikkert også en del husfædre – sandsynligvis svaret ”sild”, hvis de blev spurgt, hvad de forbandt med ordet Glyngøre.
Den nye ”dreng i klassen” er august markedet er Villerslev Skaldyr, der som den første danske virksomhed er certificeret som økologisk producent af line-muslinger.
Villerslev Skaldyr præsenterer og sælger blåmuslinger, der er dyrket på liner i Limfjorden efter gammeldags dyrkningsmetoder d.v.s. på naturens præmisser og uden brug af moderne teknologi. Kom og se og smag – og få opskrifter på, hvordan man tilbereder muslingerne.
-Er man mere til røgede muslinger, så er der skam også mulighed for at få denne variant, oplyser udviklingskonsulenten, der fortæller, at Slagtergården i Kaastrup på torvedagen sælger såvel røgede muslinger som Limfjordssild fra Glyngøre Shellfish. Også den rullende fiskebod, Mobilfisk, har masser af friske fisk og fiskeprodukter.
Fjord-til-bord temaet gælder naturligvis også frokostmenuen, der serveres i det store torvetelt. Slagtergården i Kaastrup har denne gang valgt at tilbyde den spanske risret paella, der typisk indeholder fisk og skaldyr.
Blandt markedets stadeholder vil være det lokale mikrobryggeri, Staarup Håndbryg, hvis gruekedel med malt bidrager til den særlige torvestemning, hvor man som gæst får syns-, smags- og duftoplevelser. Kom og smag på de specielle øl og køb nogle stykker med hjem til sommerens hygge på terassen.
Faste gæster på torvemarkederne kender allerede Salling/Fjends Biavlerforening, der med den spændende skolebigård tiltrækker både børn og voksne, der gerne vil vide mere om bierne og deres liv. Såvel biavlerforeningen som markedets anden biavler, Poul Erik Jespersen, tilbyder nyslynget honning. Sidstnævnte medbringer endvidere årstidens grønsager.
-Der er ingen tvivl om, at Thise Mejeri er og bliver torvemarkedets trækplaster, konkluderer Charlotte Kastbjerg, der fortæller, at uanset vind og vejr, så flokkes kunderne altid om Thises stand for at få suppleret forsyningerne af ost og spændende mejeriprodukter.
Ikke alle markedets stande indeholder fødevarer. Traditionen tro deltager Værkstedsbutikken med unikke smykker og spændende filtprodukter som f.eks. tasker, jakker og brocher.
Også SOS Børnebyerne er fast stadeholder på Skives torvemarkeder, hvor organisationens medlemmer informerer om børnebyerne og samtidig står for markedets kræmmerafdeling, der har hele den ene side af det store torv. Her kan alle faldbyde deres produkter i egen bod – det er bare at møde op på dagen og henvende sig til SOS Børnebyerne.
Meget apropos temaet, fortæller De rullende biologer fra Limfjordsmuseet gode historier om fjordens liv. Hør om krabber, muslinger og mange andre finurlige dyr og planter i Limfjorden – og lad børnene prøve at røre ved nogle af dem.
-Jeg er meget imponeret over både kunder og stadeholdere, fastslår Charlotte Kastbjerg, der fortæller at selv om det stormer og regner, så er humøret højt og handlen går lystigt fra boderne.