Af Andreas Steenberg, regionsrådsmedlem og folketingskandidat i Skive (R).
Valgkampen ser ud til at blive umådeligt klam hvad angår person- og partifnidder og mangel på indhold. Lad os i stedet få løst et vores samfunds store problemer: psykiatrien. Nye tal viser, at langt flere psykiatriske patienter begår selvmord i Danmark end i Sverige. Endnu en gang et tal, der viser, at vi i Danmark leverer psykiatrisk behandling af beskæmmende karat. På ti år er antallet af psykisk syge steget med 50 %, men personalemængden er den samme. I løbet af de samme ti år er antallet af senge faldet fra 4100 til 3200. En femtedel af alle danskere vil få en form for psykisk sygdom. Desværre er psykiske sygdomme ved at udvikle sig til folkesygdomme, og vi har slet ikke kapaciteten til at behandle dem alle. Analyser viser at vi taber over 50 mia. kr. om året, fordi vi ikke hjælper de her mennesker. Menneskeligt og økonomisk er det for ringe.
To helt over ordnede tiltag er centralt for at forbedre forholdene. Der skal simpelthen flere penge til området. Det er ’plain simple’! Nu er det psykiatriens tur. De fysiske sygdomme har under denne regering fået 30 % flere penge. Psykiatrien kun 8 %, og pengene kommer fra satspuljen, som skal søges (= pengespild på administration) og pengene skal gensøges år efter år. For det andet skal psykiatrien også organisatorisk og symbolsk ligestilles med de fysiske sygdomme. Psykiatrien skal ikke ligge for sig selv i fx Folketingets socialudvalg, men være en del af sundhedsvæsenet. Det gælder også, når der bygges nye sygehuse. Mange psykisk syge har også fysiske lidelser og derfor giver det god mening at integrere psykiatrien i det øvrige sundhedsvæsen. Det er på tide, at psykiatrien bliver sat lige så højt som alle andre sygdomme. Lad os politikere samles om at løse et af den moderne velfærdsstats helt store problemer; psykiatriske lidelser. Og drop de smædekampagner, personfnidder og retssager om billedrettigheder, som ikke bringer os nogen vegne.