Mandag 24. oktober 2011 i Skive Theater står den kendte standup´er Omar Marzouk for første gang på en teaterscene i en teaterforestilling. Det gør han sammen med skuespilleren Flemming Jensen, fordi de to sammen har lavet en fornøjelig komedie, der handler om et utilsigtet venskab. Med på scenen er også Christine Gjerulff, der stammer fra Skive.
Omar Marzouk er godt nok født på Amager, men han er andengenerations-indvandrer, mens Flemming Jensens slægt gennem generationer har stået solidt plantet på den sydsjællandske muld.
Alligevel har de to fundet sammen, fordi de helst vil se de humoristiske sider i, at vi ikke alle sammen her i landet er ens. Og det er der kommet en rigtig sjov komedie ud af, der hedder ”Mogens og Mahmoud”.
I forestillingen, der præsenteres af Folketeatret i Peter Schrøders instruktion, bliver en dansk muslim med mellemøstlige rødder pludselig nødt til at have sin pæredanske chef boende i sin lejlighed på 7. sal i Avedøre. Mahmoud er IT-nørd, mens Mogens er revisor med slips i neutral farve. Det lyder som om, det kun kan gå galt!
Til handlingen tilføjes så en lidt firkantet fiskeeksportør fra Hirtshals og hans medbragte kone samt en ung, kvindelig fysioterapeut, spillet af Christine Gjerulff, og ikke mindst Imamen fra Brønshøj. Med dette persongalleri samlet i den lille lejlighed på 7. sal er der lagt op til en politisk komedie, som også viser sig at være en varm kærlighedshistorie. En fortælling om, at vi uanset tro, tradition og kultur er ligeså ens, som vi er forskellige.
Med i forestillingen er som nævnt Christine Gjerulff, der ender med at blive kæreste med Omar Marzouk, men med er også Susanne Heinrich, Claus Bue og Max Hansen. Ideen til det nye teaterstykke opstod ud fra den gamle film The Odd Couple (”Hvem støver af“) med Jack Lemmon og Walter Matthau. Og den film har mange mennesker moret sig meget over, så der er al mulig grund til at tro, at ”Mogens og Mahmoud” også vil blive en morsom oplevelse.
Der er mulighed for spisning inden forestillingen, idet der i Skive Theaters foyer serveres en to-retters menu, bestående af hovedret og dessert. Tilmelding er nødvendig til Teaterkredsens kontor.
Sjov komedie med Skive-pige
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive