Kunst og oplevelser i Spøttrup.
Galleri Henriksen og Værkstedsbutikken holder ekstra juleåbent.
To af medlemmerne af den nystartede forening ”Spøttrup Cirklen” byder i november og december måned velkommen i deres værksteder, hvor der onsdag, torsdag og fredag er mulighed for at kigge indenfor.
I Spøttrup finder man efterhånden rigtig mange kunsthåndværkere, værksteder og gallerier med mangeartede udtryksformer. Foreningen Spøttrup Cirklen består således af iværksættere indenfor kunst, kunsthåndværk, gourmetoplevelser gårdbutikker, musik og forlagsvirksomhed i Spøttrup.
Foreningen støtter og arbejder for et aktivt og levende kulturliv på egnen, og ideen med at danne en sådan forening er bl.a. , at medlemmerne hjælpe hinanden frem og gå sammen om både store og små projekter.
Mange tager om sommeren turen rundt i Spøttrup for at få oplevelser, Spøttrup borg , gallerier og værksteder og den smukke natur er en køretur værd. Vintermånederne er vanligt noget mere stille, men det bør der gøres noget ved. Karin Henriksen og Kirsten Schmidt fra henholdsvis Lihme og Rødding er således gået sammen om et fælles juleprojekt i november og december måned.
Hos Karin fra Galleri Henriksen, Adelgade 8 i Lihme kan man finde glaskunst af høj kvalitet. Her er et anderledes og spændende udvalg i glas, figurer, fade, tasker og smykker. Derudover er det en oplevelse at se på billedkunst af Tabita Henriksen, som er udstillet side om side med Karins farvestrålende og fantasifulde glas. Absolut en mulighed for at finde en unika julegaveide eller nytænkning indenfor julepynt .
I Værkstedsbutikken, Nymøllevej 65, Rødding, er der altid gang i smykkefremstillingen. Halvædelstene og gummi bliver til unika designede smykker i alle farveskalaer. Her kan man også få specialfremstillet et smykke og selv være med i processen. Udover smykkerne finder man et udvalg af filtede hatte, tørklæder og veste i spændende farver.
Karin og Kirsten vil gerne give alle en mulighed for at finde den unikke, personlige gaveide eller bare mulighed for at komme indenfor til snak og inspiration. Derfor har de også besluttet, at de ekstra åbningstider i november og december ligger på lidt utraditionelle tidspunkter. Onsdage og torsdage er åbent fra kl.16.00 til 20.00 og fredag fra kl. 14.00 til 18.00. Derudover meget gerne efter aftale.