Se indslag fra TV-SKIVE. Velkomstmøder er en del af kommunens indsats for at få flere nye borgere.
Se indslaget nederst
Borgerne hjælper med at skaffe og fastholde tilflyttere.
Hvert år flytter omkring 1.600 nye borgere til Skiveegnen. Forleden mødte knap 40 af dem op på kommunen til et velkomstmøde, hvor de blev taget imod af både borgmester og en gruppe lokale ildsjæle.
– Vi arbejder målrettet i Skive Kommune med at tiltrække nye borgere, derfor er det også naturligt, at vi giver dem en god velkomst. Vi vil på den måde gerne bidrage til, at det bliver en positiv oplevelse for dem, at de har valgt at flytte til Skiveegnen, siger borgmester Flemming Eskildsen (V).
Kontakt til lokale
Mødet var den første af sin slags i Skive, men fremover vil alle nye tilflyttere blive inviteret en tur forbi rådhuset. Formålet er at give de nye borgere en introduktion til de mange muligheder egnen byder på, og et mere konkret indblik i egnens aktive foreningsliv. På mødet deltog også repræsentanter fra lokalområderne: Glyngøre, Fur, Rødding og Hvidbjerg, så tilflyttere til de pågældende områder også havde mulighed for at knytte kontakt med lokale borgere.
– I Skive Kommune har vi i forvejen et godt samarbejde med de lokale ildsjæle om udvikling af egnen, og vi er glade for, at de medvirker til at tage imod tilflytterne. For de nye borgere gør det forhåbentlig en forskel, at de hurtigt kommer i kontakt med folk, som bor i deres område, så de kan komme ind og blive en del af det aktive liv, siger Flemming Eskildsen.
50.000 borgere
Velkomstmøderne er en del af Skive Kommunes satsning på at tiltrække og fastholde nye borgere til egnen. Flere undersøgelser viser, at en god modtagelse og en aktiv indsats for at integrere nye borgere har betydning for, om borgerne bliver boende i området, blandt andet er det konklusionen i Statens Byggeforskningsinstituts rapport med titlen ”Tilflyttere til yderområder: forandring, integration og strategier”.
– I Skive Kommune har vi en overordnet målsætning om, at vi i 2020 skal være 50.000 borgere, og vi arbejder derfor målrettet med 1) at tiltrække nye borgere hertil, 2) at give dem en god modtagelse og 3) at fastholde dem på egnen. De to første nytter jo ikke, hvis vi ikke lykkes med den tredje, siger Flemming Eskildsen.
Velkomstgaver fra egnen
Hele egnen støtter op omkring den gode modtagelse, hvilket viser sig konkret i den velkomstpakke, som tilflytterne modtager. Ved velkomstmødet får de en kølertaske, der kan monteres på cyklen og bruges til det aktive liv. Kølertasken indeholder en RENT LIV bog, Skive Folkeblads seneste tillæg ’Skive Update’ og ’Bo Godt’, det lokale magasin ’Rundt om Skive’, Skiveegnens turistbrochure og et gavehæfte med ikke mindre end 18 gratis ’oplevelser’ fra egnens virksomheder, foreninger og kulturinstitutioner til en værdi af godt 1.300 kroner.
De gratis gaver er: en fadøl på Fur Bryghus, adgang til en hjemmekamp med SIKs førstehold, en måneds abonnement på Skive Folkeblad, guidet tur på Skiveegnen, popcorn og cola i KCL, et museumsbesøg, færgeoverfart til Fur, Thise mejeriprodukter, en billet til Skive Badeland, en øl eller sodavand i Skive Theater, et glas vin på Højslev Kro, en øl eller sodavand på Kas Kafé, en kop kaffe og et stykke kage på Hotel Strandtangen, en kop kaffe og et stykke kage på Limfjordens Hus, adgang for fire til Skive Trav, adgang til hjemmekamp med Skive FHs førstehold, adgang til hjemmekamp med HRH74s førstehold, en overnatning på Roslev Vandrerhjem.
– Det er utrolig flot, at så mange lokale virksomheder og foreninger støtter op omkring vores modtagelse af nye borgere ved at give dem en gratis oplevelse. Og det er en rigtig god chance for tilflytterne til at komme lidt rundt i kommunen og se nærmere på noget af alt det, som vi kalder RENT LIV, siger borgmester Flemming Eskildsen.