Søndag 29. januar indtager Holberg-komedien ”Henrik og Pernille” scenen i Skive Theater. Det er Skive og Omegns Teaterkreds, der arrangerer forestillingen fra Folketeatret.
Komedien fra 1724, der er Holbergs strammeste og klarest komponerede, handler om kærlighed og griskhed – og de to ting går vist aldrig af mode. For til stadighed udgiver vi os for det, vi ikke er, og til stadighed er det morsomt, når ballonen revner. Så man kan roligt sige, at Holberg stadigvæk er holdbar.
Den rige Leander har sendt sin tjener, Henrik, i forvejen til København, og han får så den ide, at han vil udgive sig for sin herre. Pernille, der tjener hos den rige Leonora, er også sendt i forvejen til København, og hun har fundet på at udgive sig som sin frue.
De to tjenestefolk forelsker sig og tror begge, de har fundet en rig ægtefælle. Og det skaber problemer for Leander og Leonora, som også er forelskede. Handlingen er morsom, forviklingerne og intrigerne mange og forvirringen til tider total i denne komedie, hvor Holberg med sit livfulde sprog og sikre dramatiske greb leger en svimlende leg med illusion og bedrag.
Forestillingen, der netop har haft premiere i denne uge, har af de fleste anmeldere fået 5 stjerner. Paw Henriksen spiller Henrik, som en ualmindeligt indtagende filur – gavflabet og fandenivoldsk. Pernille spilles kontant af Trine Appel, og Kristian Boland, som Skive-egnens publikum glædede sig over før jul i en af hovedrollerne i ”Sugar”, er en stor karakterkomisk fornøjelse.
Publikum kan glæde sig til meget smukke kostumer og en flot kulisse med en lille drejescene. Forestillingens instruktør, Geir Sveaass, har valgt et højt tempo, hvor det går over stok og sten.
Der har været så stor interesse på egnen for forestillingen, at den har været udsolgt i et par måneder. Også egnens studerende er så interesseret i Holberg, at der blandt publikum søndag aften i Skive Theater er mange studerende fra både gymnasium, seminarium og VUC. De studerende og andre interesserede tilbydes en optakt inden forestillingen, som Paw Henriksen vil give.
Holberg-intriger i Skive Theater
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt